Officielt: Superligaprofil vælger OB over Brøndby

 

Moses skal sende OB op i fodboldhimlen.

Det er, som B.T allerede afslørede i aftes, planen i det fynske. Øens superligamandskab har netop annonceret, at klubben har sikret sig Moses Opondo på en fireårig aftale.

Den 21-årige nordjyde med Uganda-rødder er købt i Vendsyssel FF i hård konkurrence med flere superliga-klubber. Herunder Brøndby IF, fortæller kilder til B.T.

»Jeg tager til Fyn af flere årsager. OB er en fantastisk klub med stolte traditioner, og man er på vej i den rigtige retning, og det vil jeg meget gerne være en del af. Jeg kan virkelig godt se mig selv i den måde, som trænerne og klubben vil spille fodbold på, og man så jo i sidste sæson, hvor godt det gik,« siger Moses Opondo, som er en offensiv midtbanespiller, til OB's hjemmeside.

Foruden de gode takter, som OB har vist i den forgangne sæson, skulle det også være en lønpakke i dyre ende, som har overbevist Opondo-lejren om, at Fyn var den rigtige destination.

I OB har de da også store forventninger til Opondo, som scorede for Vendsyssel FF både i Parken og på Brøndby Stadion i den forgangne sæson.

»Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes at hente Moses Opondo til klubben. Han er en ung, spændende spiller, som vi har fulgt i længere tid. Med sin dynamiske spillestil passer godt ind i den måde, som vi gerne vil spille fodbold på i OB. Han er købt til midtbanen, hvor han med sin fysik og energi kan skabe noget mellem begge felter,« siger sportsdirektør Jesper Hansen.

OB har udnyttet en nedrykningsklausul i Opondos kontrakt og betaler, ifølge B.T.s oplysninger, omkring én million kroner for nordjyden, som er OB's første sommerforstærkning.

Fynboerne har sagt farvel til målmand Sten Michael Grytebust, der er rykket til FC København, og til angriber Rasmus Festersen, der har stoppet sin karriere.

Opondo startede sin karriere i AaB, inden han først blev lånt ud og siden skiftede permanent til Vendsyssel FF i januar 2017. Her var han en profil i den forgange superligasæson.

Han har foreløbigt en landskamp på CV´et for Uganda, hvor han har sine rødder.

Han får nummer 25 i OB og starter op med resten af superligatruppen den 17. juni, skriver OB.