Jaksche-advokat kræver retssag før beviser

Jörg Jaksches advokat vil i retten, før han fremlægger beviser for, at Team CSC-chefen, Bjarne Riis, har været vidende om tyskerens dopingmisbrug.

Bjarne Riis skal ikke forvente at få flere beviser for Jörg Jaksches påstand om, at den danske Team CSC-chef har været vidende om tyskerens dopingmisbrug, mens han kørte for Team CSC i 2004, før Bjarne Riis hiver ham i retten. Det fastslår Jaksches advokat, Michael Lehner.

- Jaksche er afventende nu, og hvis Riis vil ham noget, må han sende et brev til os. Vi kan ikke bruge korte presseerklæringer til noget. Først vil jeg se Bjarne Riis selv benægte anklagerne klart og tydeligt. Og jeg kan kun blive ved med at henvise til Spiegel-interviewet. Det, der står i det, er sandheden. Det er jeg ikke i tvivl om, siger Michael Lehner til Ritzaus Bureau.

Advokatens udmelding kommer, efter at Bjarne Riiss pressechef torsdag opfordrede Jörg Jaksche til at fremlægge beviser for tyskeren påstande, hvad enten der kommer en retssag eller ej.

/ritzau/