Når Chelsea søndag spiller om Liga Cup-trofæet mod Manchester City i finalen på Wembley, står Maurizio Sarri fortsat i spidsen som manager for London-klubben.
Spørgsmålet er bare, hvor længe det varer ved.
Den 60-årige napolitaner befinder sig kun godt et halvt år efter sin tiltræden i en situation, hvor han på grund af svigtende resultater snart kan være fortid.
Det mener Discoverys fodboldekspert Mikkel Bischoff.
- Han er presset. Læser man vurderinger fra folk med insiderviden, så har han kun et par kampe til at redde sit job, siger han.
Blamager i Premier League som nederlagene på 0-4 og 0-6 til henholdsvis Bournemouth og Manchester City har fået Chelseas fans til at kræve italienerens afgang.
Dertil har holdet inden for en måned tabt lokalopgøret til Arsenal i ligaen, og i sidste uge blev man elimineret hjemme i FA Cuppen efter en blodfattig indsats mod Manchester United.
- Sarri virker som "dead man walking". Der er mange måder at tabe kampe på, og alle kan tabe stort til City, men det er ikke alle, der kan tabe med 0-4 til Bournemouth. Det var Sarris værste resultat.
- Tilskuerne har vendt sig meget imod ham. Jeg har ikke oplevet så mange mishagsytringer, siden Rafael Benitez var manager der (2012-13, red.), siger Mikkel Bischoff.
Reaktionerne fra lægterne er heller ikke gået Sarris næse forbi.
- Jeg forstår godt fansenes frustrationer, fordi de er vant til at vinde, og nu er vi i problemer, siger Sarri ifølge BBC.
Den tidligere så succesfulde Napoli-træner har også måttet forholde sig til sin jobsituation.
- Jeg er nødt til at arbejde ud fra, at jeg er Chelsea-manager længe endnu. Jeg kan ikke arbejde på andre måder.
- Vi er nødt til at gå ud og vinde tre-fire kampe i træk. Gode præstationer og resultater er den eneste vej ud, lyder det fra Sarri.
Finalen begynder klokken 17.30 dansk tid.
/ritzau/