Beckham slår 11 år gammel tv-rekord

Fodboldstjernen David Beckham behøvede blot 18 minutter på banen i sin debut for Los Angeles Galaxy til at slå en 11 år gammel tv-rekord i USA.

Mens mere end 45.000 fans fejrede David Beckhams 21 minutter lange debut for Los Angeles Galaxy på et udsolgt stadion i Washington, kiggede rekordmange seere også med på tv-skærmene natten til fredag. Ifølge det amerikanske tv-selskab ESPN så hele 1,5 millioner amerikanere Beckham løbe på banen for sin nye klub.

Og dermed slår den 32-årige englænder en 11 år gammel rekord, når det gælder tv-seere til kampe i den bedste amerikanske fodboldrække. Den blev sat helt tilbage i 1996 i en kamp mellem DC United og San Jose, hvor lidt over en million kiggede med.

David Beckham er ankommet til USA under stor mediebevågenhed og har altså formået at trække ekstra seere til en sportsgren, som normalt har trange kår i de amerikanske hjem. /ritzau/