Tro det eller lad være: Vinene fra den stadig aktive sicilianske vulkan, Etna, er hverken svedne eller smager af lava, men er derimod lyse, kølige, elegante og komplekse. Faktisk ikke ulig en god barolo, brunello eller endda bourgogne. Søren Frank og Søren Jacobsen Damm kigger i denne uge på det glemte italienske vindistrikt, som de seneste 20 år har oplevet en fantastisk revival.
Fra omkring årtusindskiftet er bohemer fra stort set hele kloden strømmet til vulkanen for at lave vin. Blandt pionererne finder man blandt andet den forhenværende belgiske vinhandler Frank Cornelissen, som er kendt for sin nærmest autistisk rene måde at lave vin på, og den italienske baron Franchetti, som i starten havde danske Peter Sisseck til hjælpe sig med at fodtrampe druerne.
I 2013 stemplede også danske Anne-Louise Mikkelsen med en fortid som vinmager i Bourgogne og Toscana ind på Etna og fik foden under eget bord på Tenuta di Aglaea. I dag er Etna således Italiens mest spændende og dynamiske distrikt for kvalitetsvin. Produktionsforholdene på Etnas skråninger er ikke nemme, så vinene fra vulkanen er ikke billige, men de er stadig billigere end for eksempel barolo og brunello, som kvaliteten godt kan måle sig med.
Hoveddruen for de røde vines vedkommende er nerello mascalese, som er beslægtet med sangiovese, som især er kendt fra Toscana, hvor den står bag chianti og brunello. Således kunne en typisk rød Etna-vin godt minde om en lys udgave af brunello, sådan som denne vin udtrykker sig, når den er allermest elegant og burgundisk.
Vi smager følgende vine:
2019 Susucaru, Frank Cornelissen (245 kr. Terroiristen)
2018 Calderara Sottana, Terre Nere (400 kr. Adriat Vinimport)
2016 Contrada Santo Spirito, Tenuta di Aglaea (349 kr. Distinto)
2016 Barbabecchi, Graci (699 kr. Copenhagen Wine)
