Nomas lillesøsterrestaurant 108 i Strandgade på Christianshavn blev som bekendt et af de første ofre for covid-19-krisen. Restauranten måtte dreje nøglen om i september efter en sommer uden de gastroturister, som normalt fylder byens bedre restauranter. Noma konverterede et par måneder senere Strandgade 108 til burgerbaren Popl, og heldigvis sad 108s køkkenchef og medejer, Kristian Baumann, heller ikke på hænderne.
Baumann åbnede med ubesmittet ildhu og under kraftige restriktioner pop up-restauranten Koan i destilleriet Empiricals luftige lokaler på Refshaleøen og fik fortjent anmelderros for menuen, som var et miks af Baumanns nordiske Noma-skoling og hans koreanske baggrund. Og heldigvis er Baumann ikke sådan at slå ud, så nu fortsætter han projektet i takeaway-format her under den totale nedlukning.