En oktoberaften i 2002 stormer tjetjenske terrorister Dubrovkateatret i Moskva. De afbryder musicalforestillingen »Nordøst« og tager 850 mennesker som gidsler. Deres krav: Alle russiske tropper skal omgående trækkes ud af Tjetjenien.
Den tyske dramatiker Torsten Buhsteiners stykke har ironisk nok taget sin titel efter den musical, Dubrovkateatret havde på plakaten, da gidseldramaet indtraf. Han lader tre kvinder med forskelligt perspektiv på begivenhederne føre os gennem fortællingen, frem til den skæbnesvangre opløsning.
På Husets Teater, som har sat Buhsteiners stykke på plakaten, forstår iscenesætteren Hans Rosenquist heldigvis at forlade sig på ordene og deres rytme. De tre medvirkende skiftes til at dele deres historie med publikum, kun afbrudt af enkelte, kortfattede dialoger, når kvindernes skæbner kortfattet rører ved hinanden, inden de igen er alene.
Bygget klassisk op med en betragter, et offer og en gerningsmand, men også med troværdighed og en intim intensitet, trods det voldsomme hændelsesforløb.
Berører
Sofie Pallesen har en fin, sval tilgang til den følelseslammede, lettisk-fødte læge, som længe er betragter af begivenhederne udefra. Lisbeth Gajhede har den helt rette bevægende »almindelighed« som husmoren, hvis forventningens glæde forvandles til et mareridt for hende og familien. Spillet med en fin, tilbageholdt undren og stilfærdig smerte. Og endelig bruger Özlem Saglanmak sin stemme flot eksalteret som en af de »sorte enker«, der i en rus af sorg, hævntørst og forblændelse lader sig bruge i kampen for et frit Tjetjenien.
Den tyske dramatiker Torsten Buchsteiners »dokumentariske«, velresearchede tekst er en af dem, der går verden rundt for tiden. Og det forstår man godt. Den er ikke et partsindlæg i den vanskelige strid mellem Rusland og Tjetjenske oprørere. I stedet kortlægger den både køligt uafvendeligt og brændende besværgende en forfærdelig begivenhed, vi alle kan huske. Følelsesmæssigt fortættet, så man ikke kan undgå at blive berørt over dette vanvittige øjeblik i samtidshistorien. Forstærket af, at vi selv sidder i et teater og hører på. Belyst ud fra tre kvindefigurer, som sætter menneskelige ansigter på terrorismen. Bag hver involveret er en menneskeskæbne. Dog kunne man godt have undværet den afsluttende moraliserende, »neutrale« speak, som maner til reel dialog mellem terrorister og de samfund, som er under angreb. Det må man gerne mene, men står teatret sig ikke bedst ved at lade os tænke selv?
