Sort cardigan og nederdel, flade, sorte sko og stram knold i nakken. Alle tre medvirkende i Jean Genets moderne klassiker »Stuepigerne« er hinandens dobbeltgængere. Så har vi straks fået nulstillet rollerne:
Kunne den ene ikke lige så godt spille en anden i det spil, spejleffekten fra begyndelsen fremhæver?
Den perverterede messe, som i forvejen er det, stykket handler om, når tjenestepigerne og søstrene Claire og Solange spiller rollespil og planlægger mordet på den frue, de både hader og elsker?
Bundet til hinanden og deres Madame i et perverteret sadomasochistisk ritual uden anden udgang end døden?
Bente Lykke Møller har så sandelig gjort, hvad hun kunne for at rense teksten for pålydende naturalisme i sin scenografi: Ganske vist optræder Madames dekadente salon ned i mindste detalje, men kun i den videoprojektion, som længe befolkes af de tre på scenens yngre dobbeltgængere, tre poserende, langbenede hardbodies, hvis skræmmende, ungdommelige perfektion, de så kan spejle sig i. Resten af rummet er hvidmalet ingenting med en catwalk i midten og Matisse-referencen »Ceci n’est pas un decor« – dette er ikke en scenografi – på den ene væg.
Så har vi vist fået alle lagene med, og det er denne lagdelte betydningsramme, Staffan V. Holm i sin iscenesættelse bruger til at skabe lidt spænding i teksten. Den spænding, som ellers kan være så svær at få øje på herovre på den anden side af årtusindskiftet, hvor absurdismens chokeffekt er stendød. Til trods for de seksuelle provokationer – lesbianisme, liderlighed, dominans, død og underkastelse i én herlig melange. Til trods for det, som – i hvert fald på disse breddegrader – er blevet en politisk kliché: Undermenneskets drøm om den store omvæltning. Det er alderdommens tabu, der skal pirke til os i opsætningen. Derfor rollebesætningen med tre modne skuespillerinder i de roller, som normalt spilles af yngre kræfter.
Et spil uden udgange
Men, ærligt talt, er øvelsen specielt indlysende? Hvad kom først? Teatrets rolleliste eller iscenesættelsen? Det forbliver et spil uden udgange, men også med en halvt forløst indgang.
Ikke desto mindre fungerer i hvert fald den del af eksperimentet, som handler om at præsentere teksten som køligt fremlagt, halvt afsjælet fællesøvelse, der sætter fokus på ordene som evigt kværnende, klaustrofobisk handlingslammelse i det tomme rum. Med kæmpe trækhjælp fra tre stjerneskuespillerinder, der imponerende går til og fra mellem varmt og koldt, mellem fuldblodsfølelsen og den lynhurtige afmontering af den. Kirsten Olesens ene pige er som et glubsk rovdyr med snuheden, stupiditeten og lidenskabeligheden i ansigt, krop og stemme, mens Birthe Neumann vittigt får markeret sine utallige statusskift og flot svinger mellem følelser og markeringer. Deres indledende fantasileg – lutter perverteret infantilitet – er formidabelt orkestreret. Og Malene Schwartz er blændende vittig, farlig på sin egen afdæmpede facon som den overfladiske Madame, som langt om længe gør sin entré: Snart skrøbeligt nedadvendt, anglende efter medlidenhed, snart lutter opadvendte, narcissistiske stjernesmil. Men helt dræbe tekstens stilstand, det kan altså hverken de eller iscenesættelsen.
