Hvis man ser musikhistorisk på det, er Carl Maria von Webers opera »Jægerbruden« en milepæl. Tysk 1800-tals-opera ville ikke være blevet den samme uden inspirationen fra dette nyskabende stykke musikdramatik fra 1821, der på en - for sin tid - meget original vis blander romantisk uhygge med munter folklore og i øvrigt lader handlingen udspille sig blandt noget, der næsten ligner rigtige levende mennesker. Man mærker, at operaen er i slægt med Caspar David Friedrichs stemningsmættede malerier, og man forstår uden videre logikken i, at brødrene Grimms tyske folkeeventyr har rødder i samme periode og samme del af verden, for også i »Jægerbruden« er skoven billedet på det ubevidste, dæmoniske og farlige. Lytter man med nutidige ører til den mørktfarvede og ofte klangskønne musik, er det heller ikke svært at høre, at her er grundlaget lagt for noget langt større, der skulle komme fåårtier senere - med Richard Wagners geniale musikdramaer.
Men er »Jægerbruden« så også et værk, der lige så selvfølgeligt som operaer af Wagner, Verdi og Strauss lader sig opføre og nyde uden forbehold? Kan man læne sig tilbage og sluge historien råt, uden indimellem også at måtte trække på smilebåndet? Har Den Jyske Opera gjort et kup ved at fejre sit 60-års jubilæum i år ved igen at spille den opera, som det hele startede med dengang i 1947 derovre i Århus?
Svarene kommer om lidt. Først handlingen kort: »Jægerbruden« begynder med, at jægeren Max taber præmieskydningen til bonden Kilian, og det er ikke så godt, for hvis han bliver ved med at klumre i det, kan han ikke blive gift med sin Agathe, det siger hendes far selv, så nu må der handles. Gode dyr er rådne, men jægerkollegaen Kaspar overbeviser Max om, at trolddom er svaret på problemerne, og de to gutter mødes herefter i den berygtede lokalitet Ulvesvælget, der ligger langt ude i skoven. Kaspar og Max støber syv trolddomskugler. Seks af dem vil nå deres mål. Den syvende tilhører den onde ånd, Samiel. Sådan er planen, men at alliere sig med sådan en grim fyr er som bekendt en risikabel affære, og det ender med, at Kaspar falder for den syvende kugle, som egentlig var tiltænkt Agathe, der i mellemtiden, ansporet af bange anelser, har indfundet sig i skoven i skikkelse af en hvid due. At det alligevel ikke går værre end som så, skyldes den gode eremit, der - viser det sig - også kan trylle, og så går fyrst Ottokar ikke bare med til at afskaffe præmieskydningen, han lover også, at Agathe og Max kan få hinanden. Til sidst takker alle Gud. Det er med andre ord en kulørt historie, »Jægerbruden« fortæller, og ideelt ser bør en iscenesættelse droppe alle forbehold og give den hele armen. Det sker dog ikke her, selv om der bestemt er gode detaljer. En billedramme, der i anden akt falder ned og varsler ulykke, er blevet til det første, man overhovedet ser. Senere bliver billedrammen også den rent fysiske indgang til Ulvesvælget - og dermed i endnu højere grad til et symbol på det onde. Det er fint nok. Det skaber en vis symbolsk kontinuitet. Men det er bare ikke nok til at få taget til - i overført betydning - at løfte sig. Sådan som det skal og bør. Denne jyske version af »Jægerbruden« lever på billedsiden af en noget nøjsom kombination af stiliserede kulisser og noget, der ligner autentiske kostumer, og det går især ud over den berømte scene i Ulvesvælget, der er operaens centrum og ubestridte dramatiske højdepunkt. For den, der kan og tør, giver optrinnet rig lejlighed til at udfolde alt, hvad udfoldes kan af horroreffekter, men det, vi ser i Århus, er uhygge i flyttevenlig indpakning: Lidt sorte silhuetter og lidt teaterrøg og lidt lyseffekter, og det var så det. Det er lige til at pakke ned og tage med rundt i landet, meget praktisk for en turnerende forestilling, men ikke så sindsoprivende, at det gør noget, og det er resten af opsætningen heller ikke. Ganske vist synger Den Jyske Operas kor ganske fremragende, og ganske vist er Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Giordano Bellincampi i stand til at spille både nuanceret og medrivende. Ros til dem! Men når korets gode mænd og kvinder skal agere glade tyskere anno 1820erne, tangerer det det ufrivilligt komiske, og selv om Jens Krogsgaard som en lidt ynkelig Max og Elisabeth Meyer-Topsøe som en lidt for moden Agathe synger pænt og nydeligt, bidrager de ikke - i deres samlede vokale og sceniske udtryk - til noget, der kan kaldes en mindeværdig operaoplevelse. Det gør Elsebeth Dreisig kønt, men lidt spagt syngende som den unge slægtning Ännchen - heller ikke. Stephen Richardsons Kaspar brænder mere igennem, og en medvirkende, der virkelig kommer ud over rampen, er Jesper Brun-Jensen, der påén gang udfylder talerollen som Samiel og partiet som Eremitten. Der er pondus i hans bas, og det forhold, at den virkeligt onde og den virkeligt gode fremstilles af én og samme person, er en udmærket pointering af, at lyset og mørket er to sider af samme sag, for kan vi nu være sikre på, at alt forbliver godt? Takket være denne dæmoniske dobbelthed fremstår den lykkelige udgang på dramaet ikke helt så ulideligt lykkelig, som operaen ellers lægger op til.
Men stadigvæk må man stille det spørgsmål, om ikke »Jægerbruden« mere er et varsel om Wagner end en værk, som man i dag, 186 år efter premieren, kan nyde i sin egen ret? Svaret er, at hvis det her er det bedste bud på»Jægerbruden« anno 2007, kan man godt leve ret lykkeligt foruden. Der skal mere end en velment, men lidt tam iscenesættelse til, før Carl Maria von Webers berømte opera har andet end historisk interesse.
