»Hvad som er sket, er sket i mig,« synger den kønne og kloge Belle i skikkelse af Maria Lucia Heiberg Rosenberg hen mod slutningen af Det Ny Teaters store Disney-musical »Beauty and the Beast«. Det er gået op for skønheden, at hun elsker sit uhyre – lige meget hvordan han måtte se ud, uanset de uoverensstemmelser de har haft.
Men ordene kunne også gælde Maria Lucia selv. Det er ti år siden, hun som en åbenbaring af en Disney-heltinde sprang ind på scenen og blev musicalstjerne i samme forestilling, som nu genoptages.
Dengang havde hun ungdommens selvfølgelige ynde. Hun er stadig et stykke indbydende Meissen-porcelæn i rollen. Men til gengæld er det tydeligt, hvor meget Maria Lucia er vokset som sanger og ikke mindst som skuespiller, der formår at give denne Belle et liv, en indre alvor, som er lige ved at gøre rollen meget bedre, end den er. Som føjer dimensioner til musicalen, løfter hele oplevelsen af den.
Og Tomas Ambt Kofod som uhyret, den stakkels prins, der er spærret inde i bæstets krop som straf for sine falske værdier, er lige så glimrende. Dette fantom i operaen light får han alt ud af trods den imponerende maske, han utaknemmeligt er formummet bag – fyldig stemme, krop og suveræn timing arbejder sammen om at gøre hans forvandling fra brølende bæst til rigtigt menneske synlig.
Sammen får de det enkle, følelsesmæssige drama, det hele skal tage næring af, til at blive dét, det skal:
Historien om to umage væsener der nærmer sig hinanden, og som vover kærligheden.
Det drama, uden hvilket alle udenomsværkerne kunne være ligegyldige i det, der vel nok stadig er Det Ny Teaters flotteste forestilling. Trylleteater for hele slanten i Terry Parsons pragtscenografi med hjælp fra Disney, Barbie og My Little Pony.
Preben Kristensen med flabet charme
Også på andre måder er denne udgave en optimering af den forestilling, som allerede var så tillokkende for ti år siden. Rammerne er de samme, men på flere poster er den blevet bedre.
Kenneth M. Christensen, flot fyr med flot stemme, er alt det lidt, han skal være, som den naragtigt opblæste bejler Gaston. Springfyren Henrik Lund springer op og falder ned med uudslukkelig energi som hans kumpan. Og holdet af forvandlede tjenestefolk tilfører opførelsen en egen gemytlig charme og topprofessionelt flow.
Preben Kristensen er luksuøst kastet ind som lysestagen – hans flabede, tilbagelænede charme og suverænt underspillede replik er på alle måder en gevinst. Med sin ret henrivende Maurice Chevalier-imitation er han med til at gøre showstopperen »Vær vor gæst« til et overflødighedshorn af surreel musicalfantasi, til et af aftenens højdepunkter.
Læg dertil den altid vittige og præcise Kristian Boland som forfjamsket ur og søde Anne Suppli som varm tepotte. For nu lige at nævne nogle i forbifarten, skønt også resten af det store, hårdtarbejdende ensemble kunne fortjene opmærksomhed: Utrætteligt dansende, pletfrit syngende i de herlige Disney-arrangementer, der smyger sig om øret som musikalsk sødsuppe på kogepunktet.
»Sand skønhed findes ofte i det indre,« hedder det i »Beauty and the Beast.« På Det Ny Teater lykkes det både at få den ydre pragt og alt det andet til at gå op.
Bedre kan det simpelt hen ikke gøres. Lad den leve lykkeligt til sine dages ende.
Hvad: »Beauty and the Beast – Skønheden og udyret«.
Hvem: Musik: Alan Menken. Sangtekster: Howard Ashman og Tim Rice. Manuskript: Linda Woolverton. Oversættelse: Karen Hoffman. Iscenesættelse: Lisa Kent. Scenografi: Terry Parsons. Musikalsk ledelse: Per Engström.
Hvor: Det Ny Teater. Til 7. december.
