»Tiden jeg mærker den. Mærker tiden. Tiden jeg mærker den. Jeg mærker den ikke.«

Det er så enkelt, at det næsten, men også kun næsten, er for meget (eller for lidt) i Revolvers nye forestilling, »Stille slag«: En scene med en seng af den slags, man sover i, når man er spærret inde. Et par andre forkomne rekvisitter fra Kriminalforsorgens overskudslager. 12 mennesker, mænd og kvinder. Alle fanger i et fængsel, måske et dansk fængsel, måske et hvilket som helst fængsel. Nogle af dem, vi ser på scenen, er ægte dømte, andre, de fleste, er klassisk skolede sangere, sindssygt dygtige, og det, det hele handler om, i al sin slående, ondtgørende enkelhed, er dette: At skildre, eller i hvert fald forsøge at skildre, og så vi andre, tilskuerne, også kan forstå det, følelsen af at være spærret inde. At gå helt tæt på, helt derind, hvor det gør allermest nas, og at gøre det i billeder og ord med musik. Her er nogle flere af ordene, såsdan som Tanja Diers har skrevet dem:

»Musikken er af Louise Alenius, en af vores bedste og mest erfarne klassisk uddannede komponister, og den er så fin, den musik, helt grundlæggende afdæmpet, med en melodisk intensitet, der går rent ind, med subtil udnyttelse af alt det, man kan, når man har et hold af stjernedygtige sangere til sin rådighed«

---

»Smerten bor i mine knogler pibler ud af mine porer og ned i det allerede gennemblødte sengetøj løber som vandige klumper ud af mit røvhul farver mine læber blå og mit hjerte gråt giver mig syner om mænd, der forfølger mig drukner mig i havnens beskidte vand i mine lunger salt alger og afføring benzin og olie fra både.«

Her er nogle andre:

»Holder fast i mig selv. Bord stol seng revet ud af væggen. Sæde og ryg flækket flænset kvast. Væltet og smurt ind i blod. Vask spejl fliser flækket flænset knust smurt ind i blod. I får mig ikke aldrig.«

Alt bliver sunget af sangerne. De dømte er tavse. Der er ingen talte replikker, ingen fremadskridende fortælling, »kun« følelser og stemninger, men det gør ikke noget, det er slet ikke det, der er meningen med »Stille slag«, det er – igen – at formidle følelser og stemninger, og det gør forestillingen så utroligt godt, og det gør den blandt andet, fordi grundlaget, ord og musik, er så utroligt godt.

Musikken alene

Musikken er af Louise Alenius, en af vores bedste og mest erfarne klassisk uddannede komponister, og den er så fin, den musik, helt grundlæggende afdæmpet, med en melodisk intensitet, der går rent ind, med subtil udnyttelse af alt det, man kan, når man har et hold af stjernedygtige sangere til sin rådighed, og med et stille, sugende flow, som i sig selv er det hele værd, og som så fint matcher Tanja Diers' ind til benet skårne tekst. Dén er knugende, besværgende, med glimt af desperation indlagt, med en gennemgående tristesse og jordslåethed, der både understøttes og kontrasteres af musikkens skønhed, og ord og musik kunne sagtens stå alene, som rent korværk, det kunne de sagtens. Her er værket så blevet til teater, og det er en ekstra dimension, der fungerer glimrende, men altså ikke er elementært nødvendig, men på sin egen måde givende.

»Den er så fin den musik, helt grundlæggende afdæmpet, med en melodisk intensitet, der går rent ind, med subtil udnyttelse af alt det, man kan, når man har et hold af stjernedygtige sangere til sin rådighed,«

---

Det overdrevne ligger ikke til »Stille slag«, det hører man allerede i titlen. Der er fuld tryk på det emotionelle, ja da, men aldrig som postulat. Det emotionelle kommer indefra, det kommer fra de agerendes ageren, hvis grundtone er en resignation, der indimellem afløses af fysiske udbrud – som når fangerne overhælder hinanden med hvide væsker, eller som når en fange i forestillingens mest voldsomme sekvens hamrer sin seng i scenens gulv, så der går hul på det hele. Andre gange er der forsøg på kærlig fysisk kontakt, fangerne imellem, en fortvivlet søgen efter ømhed, og forbrydere fortjener at blive straffet, ja, det er de fleste vel enige om, men forbrydere er –  undskyld banaliteten – også og lige så meget mennesker som os andre. Frihedsberøvelsens smerte smerter dem lige så meget, som den ville smerte os »skyldfrie«.

Så enkelt er det. Så enkelt, at det gør ondt.Og  det er så det grundsmukke ved »Stille slag«, som Tue Biering har iscenesat med fornem musikalsk sans for kroppenes placering i det spartanske rum: At forestillingen, som en sum af ord, musik, billede og kropslige tilstedeværelser, får os til at mærke og tænke det enkle med så stor vægt. Her er flere ord:

»Ensomheden æder min sjæl en grådig bid ad gangen kun en skal tilbage. Tom krop tunge tanker. Tiden i min stue er uendelig livet uden fortid er tømt for liv. Livet uden fortid er livet uden liv. Livet uden fortid er livet som levende død. Død men i live.«

Stille slag

Komponist: Louise Alenius. Tekst og dramaturgi: Tanja Diers. Instruktion: Tue Bering. Revolver. Til 10.11.