Mælken på morgenbordet er økologisk. Aftnens underholdning er en gigantisk fladskærm. Og nattens sengetøj i både soveværelse og børneværelse er vasket kridhvidt.
Den lille familie kunne kort sagt leve et tjekket tilværelse.
Men ingen taler sammen, ingen tør kigge hinanden i øjnene, ingen viser bare den mindste smule glæde.
For faderen i huset har for længst ladet kone være kone og kastet sig over den sørgeligt sminkede datter i stedet for.
Boom! Så meget for skønsangen. En lille gruppe rystede tilhørere er med ét vidne til tabuer om børnemishandling og blodskam.
»Silent Zone« må være den mest kompromisfrie satsning i CPH Opera Festivals historie.
Louise Alenius’ forestilling er opera pakket ind som kunstinstallation og spilles i et dukkehus af naturlig størrelse:
Man lukkes ind i den gamle transformerstation på Østerbro og kan så bevæge sig frit rundt mellem hinanden og husets beboere.
Folk kommer altså helt tæt på far og mor og børn i deres sørgelige nedtur fra kernefamilie til ofre for incestens gloende helvede.
Og fordi ingen tilskuere i hallen følger den djævelske deroute fra helt samme sted, vil alle se den samme forestilling fra lidt forskellige vinkler – fuldstændig som i livet selv.
Familiens fire personer er som udgangspunkt fordoblet til otte. Man får de to »gamle« forældre i skikkelse af velsyngende Sten Byriel og Gitta-Maria Sjöberg og deres voksne børn. Man får samtidig de to unge forældre i skikkelse af to forfærdeligt tavse skuespillere og deres forfærdeligt velspillende børn.
»Silent Zone« giver altså både et indblik i familien anno nu og et tilbageblik på overgrebene ved nattetide dengang for mange år siden.
Og dog. Jo mere man bevæger sig rundt, desto flere detaljer kommer for en dag. Man kan genialt nok se fra den ene kulisse til den anden og dermed ane alle hændelser - hvor man end står.
Kun sønnen er åbenbart blevet voksen og synges så skønt af Morten Grove Frandsen med kontratenorens høje stemme.
Familiens lille pige har i hvert fald ikke en voksen version: Hun knugede en tøjkanin under de faderlige befamlinger og er selv forvandlet til en tøjkanin på slagtøj.
Dramaet former sig som et dusin tableauer med lige så mange musiknumre. Musikken er knap nok tænkt som et forløb og endnu mindre avantgardistisk i lyden.
Louise Alenius’ disposistion rent musikalsk kan i den forstand virke en smule uambitiøs på overfladen.
Men ærlig talt: Hvis man også fik modernistisk musik, ville forestillingen hurtigt have for mange udfordringer.
Og hvis man lytter efter, giver musikken faktisk et hint her og der – ikke ulig erindringen fra børneværelset i Karlheinz Stockhausens fire årtier gamle »Donnerstag aus Licht«.
Et hint om pigens vrede og drengens angst til sidst. Om protesten i form af flyvende solgryn. Om den evige opkast.
Der er noget i alle familier, siger man. Ikke alle kender heldigvis til fysiske overgreb. Men alle mennesker i verden har mærket psykiske overgreb på et tidspunkt.
Og alle vil sanse sorgen og smerten i den lille families store tabu. Louise Alenius kan sætte smuk lyd på pinagtig stilhed. Giv hende nu den film.
Silent Zone
Af Louise Alenius. Iscenesat af Tue Biering. Scenografi ved Ida Grarup Nielsen. Medvirkende: Gitta-Maria Sjöberg, Sten Byriel, Morten Grove Frandsen, Ying-Hsueh Chen samt fem musikere, fire skuespillere og børnekor. Hvor: Understationen, København Ø. Hvornår: 7,. 8. og 9. august som en del af CPH Opera Festival
