Har vi glemt Irakkrigen?

Hånden på hjertet: Midt i Minkkommission og Rigsretssag, på vej ind i hvad der ligner en tredje, eksploderende bølge af Coronapandemien og stigende spænding om, hvorvidt verdens ledere kommer til enighed om klimaudfordringerne under COP26 – så føles Irakkrigen faktisk noget fjern.

Altid huske, aldrig glemme

Her kommer forestillingen »Den retfærdige kriger – da Danmark gik i krig« ind. Den er en del af det såkaldte Projekt Glemmebogen, igangsat af skuespiller og instruktør Ina-Miriam Rosenbaum (som også indleder forestillingen med en kort dukketeaterdialog). Projekt Glemmebogen vil med teatrets virkemidler få os til at reflektere over det, de kalder »møgsagerne« på Christiansborg.

De to foregående forestillinger har handlet om Helle Thorning-Schmidts skattesag og salget af DONG til Goldman-Sachs.

Historien om Anders Fogh Rasmussen og Danmarks deltagelse i Irakkrigen har haft en digital forløber under Coronanedlukningen, men spiller nu på Teater Grob.

De politiske udredninger og rævekager, de mange rapporter, pressemøder, taler og navne er fermt iscenesat af Ina-Miriam Rosenbaum som en slags moderne kabaret.

Den glider elegant, ubesværet og tit direkte spændende mellem skarpe politiske afsløringer, munter politisk satire, fræk og lækker musikforestilling. Men det kan ikke helt undgås, at der ind imellem også går talende tidslinjer og udramatisk historieundervisning i udredningen.

Heltinder og skurke

På scenen Karen Bang-Heinemeier som gymnasielæreren Rikke fra Virum, Anna Ur Kondy, som Gunvor der arbejder i REMA 1000, og med det samme erklærer hun elsker Anders Fogh, og Sofia Mehlum Gunvor som den mystiske Connie, der lægger stærkt kritisk, nærmest krigerisk ud. På skift er de tre skuespillere også magtens mænd i små dialoger og scener.

Mere prædestineret end overraskende forandrer kvindernes holdning til Fogh Rasmussen og processen, der førte til, at et spinkelt flertal i Folketinget sagde ja til at Danmark skulle gå ind i Irak, sig. Gunvor og Rikke siger klart fra til sidst. Mens den oprindeligt så rasende Connie i stedet ser beslutningen som det eneste rigtige og et udtryk for demokrati. Måske

ikke så overbevisende en forvandling.

For der er ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush er castet som überskurkene.

Det kommer også til at spærre for den vigtige målsætning, som Projekt Glemmebogen ifølge pressematerialet har, nemlig at få os til at »reflektere over Danmark som krigsnation og demokrati«. Men den tør samtidig ikke give os pladsen til det.

Måske er det det, som præger stykkets nachspiel. Hver aften kan publikum efter pausen stille spørgsmål og lufte tvivl og undren overfor en gæst med særlig indsigt i Irakkrigen og moderatoren Christoffer Emil Bruun.

Denne aften er forfatteren og debattøren Carsten Jensen inviteret. Men publikum har ingen spørgsmål.

Krigen der keder os

Det er dog Carsten Jensen, som på falderebet bringer refleksion ind i i hvert fald denne publikummer. Han fortæller, at et tv-program for nogle år siden spurgte, om han ville debattere krigen med en politiker. Carsten Jensen sagde ja. Men programmet måtte opgives. Ingen politikere ville stille op.

Den er uinteressant for os, vælgerne. Uanset om politikerne er for eller imod krigen, henter de ingen stemmer eller pluspoint. Krigen interesserer os ikke længere.

Er det det, jeg selv ligger under for? Ja, måske.

Det ændrer dog ikke på, at »Den retfærdige kriger« ender med at spænde ben for sig selv – og for mig. Fordi den ikke tør sætte mine tanker fri, dels til at tænke over det, der skete dengang, men især over hvad det, der skete dengang, betyder for demokratiet i Danmark i dag.

»Den retfærdige kriger – da Danmark gik i krig«

Manuskript: Nanna Plechinger Tüchsen. Ide og instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum. Musik: Frankie Motion. Tekster: Babak Vakili. Scenografi: Signe Krogh. Projekt Glemmebogen på Teater Grob. Til 24. november.