Urin-kunstner smidt ud fra Marselisborg

Uwe Max Jensen har bevæget sig fra tis til tusch, men alligevel fik han ikke lov til at grave et hul ved Marselisborg Slotshave.

Mandag bekendtgjorde Uwe Max Jensen på Århus Stiftstidendes netavis sine planer om at grave et hul i Dronningens Have og fylde det med sort tusch, og det havde politiet åbenbart læst.

I dag blev han bortvist fra haven af to betjente fra Østjyllands Politi, der ikke ville tillade »kunstværket«.

Betjentene stod klar ved indgangen, da kunstneren mødte op. I første omgang fik han lov til at komme ind mod at love, at han ikke ville grave hullet. Senere ombestemte politiet sig og gav ham forbud mod at være i haven, skriver stiften.dk.

Nu vil Uwe Max Jensen i stedet gennemføre sit kunstværk på Tangkrogen.

Tusch er et usædvanligt medie for Uwe Max Jensen, der i offentligheden er bedst kendt som "gavltisseren".

Den 11. juli tissede han op ad en gavl i Brande, og fik senere en bøde på 1000 kroner, uden at byretten tog stilling til, om der var tale om et kunstværk som hævdet af Uwe Max Jensen (der i øvrigt også hævdede, at det ikke var tis, men vand, han havde oversprøjtet gavlen med).

Allerede i januar samme år var Uwe Max Jensen blevet bortvist fra kunstmuseet Aros, fordi han urinerede i Olafur Eliassons vandskulptur Waterfalls. Jensen siger selv, at han var ved at udføre et performance-værk ved navn »At hæve vandstanden i en skulptur af Olafur Eliasson«.

Aros har imidlertid frabedt sig flere besøg af urin-kunstneren, og forbuddet gælder stadig.

Andre vandværker af Jensen omfatter "Du bringer mit pis i kog", som bestod af kunstnerens egen urin i en kogekedel på et hotel.