Tysk er nu rykket ind i 5. klasse

Med skolereformen skal elever lære at tale tysk tidligere. Det bifalder Tysklærerforeningen, men ikke uden bekymringer. I denne uge mødte 5.z på Søndermarkskolen sproget for første gang. Det var sejt.

5 z fra Søndermarkskolen på Frederiksberg har sit første møde med det tyske sprog. Foto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere

»Hallo 5.z«, står der på tavlen.

En dreng mumler teksten højt, og på mirakuløs vis bliver ordlyden hverken et dansk hallå eller et engelsk hello. I stedet er udtalen med et langt »o« i enden. Halloooo.

»Betyder det hej?« spørger han, og tysklærer Susanne Rørvig nikker anerkendende.

Vi er i 5.z på Søndermarkskolen, der for første gang skal undervises i det hvislende, rivende og rullende sprog mod syd. Tysk. Eleverne er på plads, før klokken ringer, og i løbet af den timelange lektion, vandrer deres øjne ikke væk fra tavlen. De har glædet sig.

»Børn i 5. klasse er motiverede på en anden måde end elever i 7. klasse. De er mindre blufærdige og mere umiddelbare, og for dem er det sjovt at lære et nyt sprog,« siger hun. Susanne Rørvig byder skolereformens krav om tidligere sprogundervisning hjerteligt velkommen.

»Jeg synes, det er fantastisk, at tyskundervisningen nu begynder i 5. klasse. Det har jeg villet i rigtig mange år.«

Tysk er nu blevet obligatorisk

Fra dette skoleår skal folkeskoleeleverne lære tysk to år tidligere, end de hidtil har gjort. Og hvor det hidtil har været valgfrit, om man ønsker et andet fremmedsprog i 7. klasse – tysk eller fransk – er det nu blevet obligatorisk fra 5. klasse.

Det har Tysklærerforeningen for Grundskolen arbejdet for siden sin etablering i 2009.»Vi har længe haft i sigte at styrke faget, for vi mener, at det er nødvendigt. Med danske øjne er det nødvendigt, fordi Tyskland er vores naboland og vores største handelspartner. Vi havde to klare mål, da vi etablerede foreningen: Tysk skal begynde tidligere, og tysk skal være obligatorisk,« siger Flemming Nygaard, formand for Tysklærerforeningen for Grundskolen.

Begge mål er nu delvist opnået med folkeskolereformen. Delvist, fordi det sammenlagte vejledende timetal i tysk stort set er uændret, selv om eleverne får faget to år tidligere.

Hvor det vejledende ugentlige timetal, frem til folkeskolereformen trådte i kraft, var 11 timer fordelt på 7., 8. og 9. klasse, er det nye vejledende ugentlige timetal nu 12 timer fordelt på 5.-9. klasse.

Hidtil har eksempelvis elever i 9. klasse haft fire ugentlige tysktimer, men fremover vil de kun have krav på tre. Det, frygter Flemming Nygaard, kan blive problematisk.

»Vi har alt i alt fået en time mere. Det er vi selvfølgelig glade for. Men vi er bekymrede over, at de vejledende timetal i 8. og 9. klasse er blevet beskåret med en time. Eleverne i 9. klasse skal til folkeskolens afgangsprøve. Der sker mange ting i 9. klasse med blandt andet projektopgave og erhvervspraktik. Derfor er vi bange for, at det skader fagligheden, at man har fjernet en time,« siger Flemming Nygaard.

Ich, ig, ish eller isg

5.z skal lære at hilse på tysk. Susanne har medbragt syv A4-ark med et tysk ord på hver. I korrekt rækkefølge danner ordene:

Hallo, ich heisse Sus. Wie heisst du?

Susanne læser op, eleverne gentager, og i løbet af kort tid fyldes klasselokalet med højlydte, tyske gloser. Ich bliver til ig, ish og isg, mens wie bliver udtalt som både why og we.

»Som når man kaster op,« opmuntrer Susanne og laver et rivende ich, der får børnene til at efterligne og nu, med fremskudt underkæbe, pludselig kan. Hurtigt lærer eleverne, at flere tyske ord ligner de danske, og at udtalen kun er en smule anderledes. Himmel er himmel, hund er hund, gardin er gardine og hånd er hand.

Da Bruder Jakob, det tyske svar på Mester Jakob, skal synges, vil begejstringen ingen ende tage. Den kender eleverne også. Klassen synger verset et par gange, før Susanne udfordrer børnene på ny. Bruder Jakob skal synges i kanon.

»Shit, hvis vi kan det, er vi virkelig seje,« jubler 11-årige Lukas og bryder ud i sang. Teksten gennemføres til fulde, og han udveksler en high-five med sidemanden til begge sider.

Trods det kun en smule højere vejledende timetal i folkeskolen, er Tysklærerforeningen for Grundskolen stadig optimistisk.

»Vi synes, det er vigtigt, at eleverne får tysk tidligere. I 7. klasse er eleverne boblende af hormoner og konfirmation, og hvad der ellers sker i 13-14-års alderen. Samtidig ved vi fra andre lande, at tidligere fremmedsprog har effekt. Forskningsbaserede erfaringer viser, at eleverne lettere lærer et ordforråd, når de begynder tidligt. Intonation og sprogrytme falder fra tiårsalderen. Derfor kan det være svært at få korrekt intonation, hvis man først lærer et fremmedsprog som voksen. Jo tidligere, man starter, desto bedre sprogrytme får man. Så derfor tror vi på, at det er en styrkelse for faget,« siger Flemming Nygaard.

Han understreger, at den danske folkeskole stort set ikke har gjort nogen erfaringer på området, da kun få skoler har forsøgt sig med tidligere tyskundervisning. Erfaringerne kan derfor først måles om nogle år, når de elever, der netop er startet i 5. klasse, er færdige med afgangsprøverne i 9. klasse.

Tysk er sejt, og så er de gode til fodbold

Skoleårets første tysktime flyver af sted, og eleverne har lært at hilse, synge Bruder Jakob, tælle til 11 og fortælle deres alder, samt spørge ind til kammeratens navn og alder, før lektionen er slut.

»Jeg synes, det er rigtig sjovt at have tysk. Sproget er sejt, landets historie er vild, og så er de rigtig gode til fodbold,« siger tiårige Noah og demonstrerer, at dét ord kan han i forvejen. Fussball.

Flere af børnene bedyrer, at de ikke kunne ét eneste ord på tysk, da de kom til timen, men nu kan de brillere med op til flere gloser omkring middagsbordet i aften.

At undervisningen i sprog er rykket til et tidligere klassetrin, har eleverne også kun gode ting at sige om.

»Jeg blev rigtig glad, da jeg hørte, vi skulle have tysk fra 5. klasse, for jeg vil ikke vente til 7. Nu kommer vi til at være rigtig gode, når vi går i 9. klasse,« siger tiårige Diellza, og hendes veninde Isabella er enig.Første tysktime er slut, klassen bryder op, og Susanne sender et tschüss i elevernes retning.