Titusindvis af elever må i vid udstrækning blive hjemme trods genåbning: »Man kan ikke gå op og ned ad Vesterbrogade og læse digte alle ugens dage«

Partierne bag sidste uges genåbningsaftale lagde op til, at elever i 5.-8. klasse kunne modtage indendørs undervisning den ene halvdel af tiden og udendørs undervisning den anden halvdel af tiden. Men op mod halvdelen af disse elever må i høj grad fortsætte med virtuel undervisning hver anden uge og kommer ikke til at få synderligt gavn af muligheden for udendørs undervisning.

Op mod halvdelen af landets 5.-8. klasseselever vil ikke få fuld glæde af muligheden for at få udendørs undervisning hver anden uge. Fold sammen
Læs mere

Mange elever i 5.-8. klasse havde håbet, at den virtuelle undervisning nu ville være fortid. Fredagens genåbningsaftale lægger nemlig op til, at eleverne på disse klassetrin kan modtage indendørs undervisning den ene halvdel af tiden og udendørs undervisning den anden halvdel af tiden fra i dag.

Men flere skoler – blandt andet i København – vurderer, at det er umuligt at gennemføre udendørs undervisning alle ugens dage. En stor gruppe elever må derfor blive hjemme langt størstedelen af ugen, hvor politikerne ellers havde lagt op til udendørs undervisning. Andre kommer slet ikke afsted i de pågældende uger.

Det oplyser Skolelederforeningen.

»I øjeblikket skuffer vi desværre en masse børn og forældre, der troede, at børnene kunne komme tilbage på fuld tid. Men sådan bliver det ikke for alle elever, for flere skoler fortæller, at børnene slet ikke får gavn af ugerne med udendørs undervisning,« siger formand Claus Hjortdal.

Han mener, at den politiske aftale er blevet »oversolgt«:

»Der stod ikke i aftalen, at eleverne skulle tilbage i skole hver anden uge, men kun at det var en mulighed. Her mener jeg, at politikernes kommunikation har været uklar, for mange har fået det indtryk, at eleverne kunne komme mere tilbage i skole. De skulle i stedet have sagt, at det kun ville ske i det omfang, at det overhovedet er muligt.«

Claus Hjortdal ved ikke præcist, hvor mange af landets skoler der ikke kan tilbyde eleverne udendørs undervisning. Han vurderer imidlertid, at det er helt op mod halvdelen af landets skoler, der ikke kan gøre brug af muligheden i fuld udstrækning.

Det skyldes, at visse skoler har vurderet, at det ganske enkelt ikke giver mening at gennemføre en hel uge med udendørs undervisning, da eleverne ikke opnår den samme faglige kvalitet gennem udendørs undervisning.

Andre skoler har ikke plads nok til at tilbyde undervisning udenfor på grund af pladsmangel. Det gælder eksempelvis skoler i Københavns indre by og brokvarterer.

Pladsmangel spiller rolle

En af dem er Tove Ditlevsens Skole på Vesterbro i København. Her har man besluttet at tilbyde eleverne fire dages fjernundervisning og så en dag med udendørs undervisning uden for skolens område.

»Pladsmanglen spiller en vis rolle. Men ligegyldigt hvor du befinder dig i Danmark, giver det ikke mening at gennemføre alt undervisning udendørs. Man kan ikke gå op og ned ad Vesterbrogade og læse digte alle ugens dage. Vi bliver nødt til at placere eleverne i en ordentlig, faglig ramme. Ellers gider de ikke at deltage,« siger Jeanne Jacobsen, skoleleder på Tove Ditlevsens Skole.

Også på Lyngholmskolen i Furesø Kommune er det begrænset, hvor meget udendørs undervisning eleverne i 5.–8. klasse kan se frem til. Her fortæller skoleleder Pia Christensen, at de ikke ønsker at laver »udeskole for udeskolens skyld«:

»Det er et rigtig stort logistisk arbejde at skulle overholde retningslinjerne, der er forbundet med udendørs undervisning, for vi ikke må blande de forskellige klassetrin. Så det tager rigtig meget energi og risikerer at skade kvaliteten af undervisningen, hvis vi skal lægge det puslespil hver dag. Derfor har vi valgt at fortsætte med virtuel undervisning i fire ud af ugens fem dage,« siger hun og tilføjer:

»Desuden kan det være, at retningslinjerne for, hvordan eleverne må være i skole, bliver ændret om få dage. Derfor har vi valgt ikke at foretage de store ændringer,« forklarer skolelederen.

Berlingske ville gerne have spurgt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), hvad hun synes om, at tusindvis af elever ikke kommer tilbage i skole hver anden uge, selvom et bredt flertal i Folketinget har lagt op til det.

Hun har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men oplyser til DR, at hun respekterer, at ikke alle skoler gør brug af muligheden i vid udstrækning:

»Vi lever med, at der er stor forskel på, hvordan man gør ti kilometer uden for Sorø og inde på Nørrebro i København. For vi ved, at rammerne er forskellige, og derfor indretter man sig selvfølgelig bedst muligt med det, man har at gøre med.«

Årsagen til, at man ikke har valgt at åbne fuldt op for eleverne i 5.-8. klasse, er ifølge undervisningsministeren en bekymring for, at det kan påvirke smittetrykket i sådan en grad, at man risikerer en tredje bølge med corona, skriver DR.