Til døden os skiller

Da det for en uge siden kom frem, at Diana Benneweis for 12 år siden tog livet af sin far med en overdosis morfin, blev nogle forargede,andre roste hendes mod. I Holland har de for længst taget skridtet og tilladt aktiv dødshjælp. Men er Danmark klar til at følge efter?

Til døden os skiller - 1
Flemming Schollaart stod ved sin kræftsyge mors side, da hun får fem år siden fik en læge til at afslutte sit liv. Siden har han grundlagt foreningen »En værdig død«, som arbejder på at få aktiv dødshjælp lovliggjort i Danmark. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

De fem søskende stod stille rundt om sengen, mens lægen begyndte at finde sine medikamenter frem. Ingen sagde noget. De ventede bare på, at han gik i gang.

Lægen havde været i huset hver dag i flere måneder for at tilse deres kræftsyge mor, men nu var han kommet på besøg med en særlig dosis medicin i tasken. Han satte forsigtigt sin sprøjte op for enden af dropslangen og trykkede væsken ind. De gennemsigtige dråber sivede stille ned gennem slangen og gjorde 69-årige Hanne Schollaarts vejrtrækning tung og langsom. På under et minut holdt hendes hjerte op med at slå.

»Nu er hun rejst,« sagde lægen og kiggede ud i lokalet, hvor de fem søskende stadig ikke havde rørt på sig. Kort efter gik han i gang med at skrive sin rapport.

Hanne Schollaart havde i flere måneder lidt under en ondartet kræftsygdom, som dag for dag forværrede hendes lidelser. Og efter en lang række samtaler med sin læge tog hun beslutningen om, at hun ville have hjælp til at dø. En dag fandt hun sin kalender frem og pegede på en dato. Få uger senere blev hun begravet i den lille hollandske by Ede, hvor hun boede.

»Det foregik meget fredeligt og helt udramatisk. Det var slet ikke grimt, hun sov bare stille ind. Jeg synes, at det var en meget smuk måde, hun døde på,« fortæller Flemming Schollaart, som overværede sin mors død for fem år siden.

Hans mor havde boet det meste af sit liv i Holland, hvor aktiv dødshjælp tillades under særlige omstændigheder. Derfor kunne lægen komme muskellammende medicin i dropslangen uden at blive straffet for det. I Danmark kan samme lægelige handling udløse en fængselsdom.

Den danske model
Selvom aktiv dødshjælp er forbudt her i landet, udøves det alligevel af nogle danske læger. Og i mange tilfælde bliver dødshjælpen givet, uden at patienten udtrykkeligt har bedt om det. Sådan lyder konklusionen i en stor undersøgelse offentliggjort i det britiske lægetidsskrift The Lancet fra 2003.

Undersøgelsen gennemgår omkring 20.000 dødsfald i Danmark og fem andre europæiske lande og påpeger, at en betydelig del af dødsfaldene skyldes en lægelig beslutning, som har fremskyndet døden.

I rapporten kommer det blandt andet frem, at læger i Danmark begår medlidenhedsdrab omkring 460 gange om året ved at give patienterne en overdosis af smertestillende medicin. I langt de fleste tilfælde sker det, uden at hverken patienter eller pårørende bliver involveret. Den EU-finansierede undersøgelse har siden været udsat for kritik fra forskellige sider, men speciallæge ved Københavns Universitet Michael Norup, som stod for den danske del af undersøgelsen, fastholder, at undersøgelsen giver et retvisende billede af virkeligheden. Han mener, at Danmark bør overveje at indføre en model som den hollandske.

»Mit synspunkt er, at det ville være mere rimeligt, hvis dødshjælpen kom ud i det åbne og blev lovlig. I stedet kan man frygte, at nogle læger bevæger sig over i en gråzone, hvor de skruer op for medicinen og dermed dækker sig ind under, at dødsfaldet er en bivirkning af smertelindringen. Den model, vi har i Danmark, gør det enormt uklart, hvornår der er tale om det ene eller andet,« siger Michael Norup.

Han finder det særlig problematisk, at lægerne i mange tilfælde selv beslutter, hvornår det er tid til at forkorte livet for en uhelbredeligt syg person.

»Det mest foruroligende ved vores undersøgelse er, at mange af den slags beslutninger foregår, uden at patienterne bliver involveret, selvom lægerne angiver, at patienterne har været i stand til at træffe en beslutning. At lave et indgreb hvor man tager en beslutning, som kan forkorte andres liv, er alligevel noget af en beslutning. Det er rimeligt, at lægen giver patienten besked, hvis han øger mængden af medicin, så det derved forkorter patientens liv,« siger Michael Norup.

3.000 hollændere fik hjælp sidste år
I Danmark kan patienten ikke bede sin læge om at få forkortet sit liv. Det kan nemlig betyde, at lægen senere kan blive dømt for at have begået drab på begæring. Sådan er det ikke i Holland, for i foråret 2002 blev den hollandske lovgivning lavet om, så en læge ikke retsforfølges for aktiv dødshjælp. Dermed blev der sat punktum for en 30-årig debat, som optog store dele af den hollandske befolkning. Men reelt gjorde loven ikke den store forskel, da det op gennem 90erne allerede var blevet en accepteret og reelt straffri handling for læger. Den hollandske forening for aktiv dødshjælp, NVVE, støttes i dag af langt over 100.000 medlemmer. Hvert år dør omkring 3.000 hollændere efter at have bedt om aktiv dødshjælp.

Herhjemme må lægerne kun forkorte en patients liv, når det sker som en »sideeffekt« i forbindelse med almindelig smertelindring. Typisk øger lægen doseringen af morfin i takt med, at patientens smerter tager til. Dør patienten herefter, kaldes det for passiv dødshjælp. Og lægen bliver ikke holdt ansvarlig for dødsfaldet. Men begrebet »passiv dødshjælp« er problematisk, mener docent og strafferetsekspert Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet.

»Man kalder det passiv dødshjælp, men det er jo ikke særlig passivt. Det lyder bare pænere, men på en måde er det så aktivt, som noget kan være. Når man bruger begreberne på den måde, så er det et udslag af, at aktiv dødshjælp er et udtryk, som er blevet forbundet med det forbudte og umoralske,« siger Jørn Vestergaard.

Han mener ikke, at man kan lovgive sig ud af problemet. For det kan ikke undgås, at læger en gang imellem kommer til at bevæge sig i en juridisk gråzone.

»Lovgivningen kan hjælpe med til, at man får nogle fornuftige ordninger på det her område. Den har bidraget til at stimulere den faglige debat, sådan at læger og sundhedspersonale har fået nogle faste holdepunkter.

Men lovgivningen kan ikke laves så fintmasket, at den giver svar på alle spørgsmål. Jeg tror, at der i det danske sundhedssystem findes et meget højt etisk niveau og et meget veludviklet beredskab til at håndtere de her situationer, hvor folk ligger og er dødeligt syge. Og hvis man giver sig til at rykke de juridiske grænser, så får vi bare et nyt gråzoneområde,« argumenterer Jørn Vestergaard.

Den konklusion er overlæge Gerd Leikersfeldt fra Palliativ Medicinsk Afdeling (afdeling for lindrende behandling og pleje) på Bispebjerg Hospital, helt enig i:

»At tillade aktiv dødshjælp vil bringe os ud på en glidebane, som vi ikke kan styre,« siger hun.

»Jeg ønsker ikke et samfund, der signalerer, at nu er du vist blevet så gammel og syg, at du hellere må af sted. Og det kan meget vel blive det skræmmende resultat af at tillade aktiv dødshjælp. Derimod tror jeg på, at hvis vi kan sikre folk over hele landet den optimale kvalitet af smertebehandling og lindrende omsorg, når de får brug for det, så er det spørgsmålet, om der overhovedet vil være behov for aktiv dødshjælp.«

Gerd Leikersfeldt har oplevet patienter og pårørende, der mere eller mindre direkte har spurgt, om hun »ikke kunne gøre noget« - underforstået: hjælpe den syge til at dø med en pille eller sprøjte.

»Men det har næsten altid været folk, der følte stor afmagt efter et sygdomsforløb, hvor patienten er blevet rigtig dårligt lindret,« siger hun.

Der eksisterer i dag knap 200 pladser på hospices og specialafdelinger, hvor den lindrende behandling er helt i top. Men i resten af sundhedssektoren er indsatsen for de uhelbredeligt syge og smerteplagede patienter langtfra tilfredsstillende, lyder det fra formanden for Dansk Selskab for Palliativ Medicin, overlæge Tove Vejlgaard:

»Der er mange gode intentioner på papiret, men der mangler stadig i høj grad at blive afsat midler til området på almindelige sygehuse, på plejehjem og i hjemmeplejen. Folk ligger med dårlig smertebehandling, dårlig kvalmebehandling, personalet har alt for lidt tid, og de er for dårligt uddannet til opgaven,« siger Tove Vejlgaard:

»Det er helt utilfredsstillende, især fordi det er dokumenteret, at det faktisk kun kræver en forholdsvis lille indsats at skabe en stor forbedring af patienternes forhold. Og det er ydmygende for samfundet at begynde at tale om aktiv dødshjælp, så længe den lindrende indsats for alvorligt syge og døende er langt tilbage i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, f.eks. England. Vi lever end ikke op til WHOs anbefalinger på området. Det er skændigt,« siger hun.

På Palliativ Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital tages der ikke kun hånd om patienternes fysiske smerter, men også om angsten for at dø, sorgen over at skulle forlade sin kære, bekymringen for hvordan ens efterladte ægtefælle og børn skal klare sig. Der er tilbud om psykologhjælp, tid til samtaler eller bare til at være der og holde i hånden:

»Visheden om, at vi altid er der og vil gøre, hvad vi kan for at lindre lidelserne, giver patienter og pårørende en tryghed, så de rent faktisk kan få et udbytte også af den sidste tid,« siger Gerd Leikersfeldt. Hun føler, det vil være en falliterklæring at indføre aktiv dødshjælp i Danmark:

»For jeg ved, vi kan gøre det bedre,« siger hun.

Men den opfattelse deler Flemming Schollaart ikke. Efter sin mors død for fem år siden stiftede han foreningen »En værdig død«, som arbejder på at få aktiv dødshjælp lovliggjort i Danmark. Flemming Schollaart er født og opvokset i Holland, men har nu boet over halvdelen af sit liv i Danmark og har et bud på, hvorfor aktiv dødshjælp er et stort emne i Holland, mens det ikke fylder meget i Danmark:

»I Danmark er emnet meget tabuiseret, mens man i Holland er bedre til at sige tingene lige ud. Et af de mest kendte udtryk i Danmark er: 'Det finder vi ud af.' Det er meget svævende og betyder ikke rigtig noget. Sådan et udtryk findes ikke i Holland. Der er man mere konsekvent og taler åbent og klart om tingene - også om emner, som kan være ubehagelige at snakke om.«thmo@berlingske.dk

tmp@berlingske.dk