Thomas Larsen: Brians nødvendige straffeaktion

Nogle vil måske være overraskede over tidspunktet, men de færreste kan være forbløffede over, at justitsminister Brian Mikkelsen valgte at skille sig af med den udskældte Torsten Hesselbjerg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For ministeren er gevinsten ved at fyre den isolerede og upopulære rigspolitischef åbenbar: skedigelsen – sammenholdt med finanslovens mere end 800 ekstra millioner kroner til politiet – giver ministeren et realistisk håb om en ny start for den heftigt kritiserede politireform.

For en borgerlig regering, der har gjort retspolitik til et kernepunkt, har den langvarige kritik af reformen selvsagt gjort ondt. I DF-toppen har man undervejs været direkte rasende over at være vidne til de mange sager om politiets manglende udrykning til selv alvorlige forbrydelser. Og i oppositionen har man øjnet en formidabel mulighed for at udstille, at regeringen ikke evner at holde ro og orden i gaderne.

I takt med de mange sager om svigt, som reportere fra Berlingske Tidende har afdækket gennem mere end et halvt år, er desperationen steget i regeringens top.

Undervejs i forløbet har regeringen og DF-ledelsen været fælles om at miste tilliden til, at Torsten Hesselbjerg er manden, som kan få politireformen på skinner og sikre, at politiet rykker ud til borgere med akut brug for hjælp.

I forhold til fyringen har det været afgørende for Brian Mikkelsen, at store dele af oppositionen – især Socialdemokraterne – er nået frem til samme konklusion.

Derfor har det reelt været relativt nemt for justitsministeren at eksekvere sin beslutning om sætte Hesselbjerg fra bestillingen. Han vidste, at han ville løbe en minimal risiko for at møde kritik, selv om oppositionen understreger, at fyringen af politichefen ikke frikender regeringen for det politiske ansvar for de uheldige konsekvenser af politireformen.

I oppositionen er man således ikke blind for, at Torsten Hesselbjerg for regeringen kan være en kærkommen syndebuk.

Lykkes det imidlertid for Brian Mikkelsen at finde en stærk afløser, vil han være nået langt på kort tid: Han har sikret et betydeligt økonomisk løft til politiet, og med en ny politichef vil han få mulighed for en bedre indkøring af den store og komplekse politireform – selv om de færreste ledelseseksperter vil anbefale at udskifte leder, mens en kompliceret plan bliver implementeret. Torsten Hesselbjerg har imidlertid overtrukket sin kredit hos politikerne så voldsomt, at Brian Mikkelsen har valgt at løbe denne kalkulerede risiko.

Samlet har det langvarige forløb slået skår af regeringen. Men det er lige så klart, at det er lykkedes at begrænse tabene, og i den forbindelse bør den nye konservative ledelse huske at sende varme tanker til Bendt Bendtsen, som satte det suverænt gennemførte generationsskift i partiet i scene.

Uden at det nogensinde er blevet sagt offentligt, havde Bendtsen et klart blik for, at uroen om politireformen kunne udvikle sig til at blive en belastning ikke blot for den samlede regering, men i høj grad også for partiets kronprinsesse Lene Espersen, der som justitsminister i sidste instans sad med det politiske ansvar for reformen. Ved at forlade formandsposten sikrede Bendt Bendtsen, at kritikken aldrig for alvor kom til at skade Lene Espersen. Hun kom ganske enkelt væk i tide.

Hun står i dag som en populær konservativ leder og som en driftsikker økonomi- og erhvervsminister med et vigtigt ansvar for håndteringen af den løbske finanskrise. Og ikke som en anskudt justitsminister.

Derudover sikrede Bendt Bendtsens retræte en åbning til Brian Mikkelsen, som havde brug for at få et andet politisk ressort mellem hænderne.

Forude venter det slidsomme arbejde med at få reformen til at lykkes, ligesom det på sigt vil være væsentligt at få skabt et klarere billede af, hvad der har været de reelle problemer i processen:

Hvor stort ansvar har politikerne for problemerne undervejs? Hvor meget skyldes, at politiets ledelse måske ikke har haft kapaciteten til at drive reformen frem – flere forvaltningseksperter har hæftet sig ved, at f.eks. de kommunale chefer har været langt dygtigere til at realisere kommunalreformen?

De spørgsmål besvares ikke med fyringen af Hesselbjerg. Men her og nu giver afskedigelsen af politichefen regeringen en chance for at sætte et foreløbigt punktum for måneders uro - og markere starten på en ny start.