Susanne må vende og dreje hver eneste 25-øre

Susanne Hansson har mange års erfaring i at føre et stille og roligt liv, for hun har aldrig haft råd til andet.

40-årige Susanne Hansson med sin datter Lotte i deres treværelses lejlighed i Århus. Hun er førtidspensionist og syr selv det meste af sit tøj – andet har hun ikke råd til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen

For Susanne Hansson og hendes datter Lotte bor julemanden ikke på Nordpolen.

Nej, her kommer de gode gaver fra Børnenes Kontor eller Kirkens Korshær. For uden dem ingen rigtig dansk jul med flæskesteg, ris à la mande og godter. Det har Susanne og Lotte ikke råd til. Så de søger julehjælp.

»Et år fik vi en steg på to og et halvt kilo, så den varede i mange dage, og vi måtte ligefrem invitere gæster for at få spist den,« siger Susanne Hansson.

De har heller ikke råd til at tage på ferie, for som Susanne Hansson siger, koster det flere tusinde kroner at leje et sommerhus – ja, bare transporten dertil er dyr.

Men så er der heldigvis Kirkens Korshær, der hvert år inviterer på en uges sommerferie. Til det samme sted i Thy og med de samme punkter på programmet.

»Der er både bibeltime, gåture og udflugter, så vi keder os ikke. Det er skønt at komme væk fra larmen i byen,« siger Susanne Hansson.

Hun har faktisk aldrig kendt andre måder at holde ferie på, for hun har deltaget i familielejren, siden hun var fem år. Dengang sammen med sine forældre, der skulle forsørge de fem børn med faderens fabriksarbejderløn. I dag er begge forældre døde af kræft, men Susanne Hansson og hendes søskende og deres børn samles stadig på lejren den 2. uge i sommerferien. 14 bliver de i år.

»Vi ser nærmest kun børnene, når det er spisetid,« siger Susanne Hansson og ser over på sin datter Lotte på 17 år. Lotte nikker og medgiver, at hun glæder sig hvert år.

Pensionist som 22-årig
Susanne Hansson har aldrig haft et arbejde. I folkeskolen drømte hun om at blive kok, men hendes ben kunne ikke holde til at stå og gå meget, så det blev i stedet til en årrække med aktivering og revalidering, indtil hun endte med førtidspension som 22-årig. Hun blev skilt, da Lotte var spæd, og siden har hun og Lotte måttet klare sig for Susannes pension.

Når de faste udgifter til husleje, vand, varme, el, telefon, TV-licens, kabel-TV, gigtmedicin, buskort og den slags er betalt, regner Susanne Hansson med, at hun har 3.000 kroner til mad og fornøjelser til de to.

»Jeg havde skrevet det ned på en seddel her for nylig, men nu kan jeg ikke finde den,« siger Susanne Hansson over en kop kaffe, der må kantes ned mellem papirerne på sofabordet.

Her ligger en fotokopi med den dragt, som hun skal sy til Lottes 18 års fødselsdag, her ligger et foto i skifteramme af Lotte som lille, og her ligger »De røde heste« samt »Anja & Viktor« på VHS-bånd.

»Åh, hvor man samler meget sammen. Forleden kunne jeg fylde halvanden sæk med tøj, jeg ikke bruger, så nu skal det til genbrug,« siger Susanne Hansson.

Føler sig ikke fattig
Selv om hun »vender og drejer hver eneste 25-øre«, har hun aldrig set sig selv som fattig. Det, der skal betales, bliver betalt, og så klarer hun sig for resten.

Og så må møblerne altså holde, selv om den træfarvede plastikfolie for længst har sluppet taget i reolen, og både rispapirlampen og sofaen har skiftet fra hvid til gullig.

»Man kan da se nogle fattige på gaden, men os? Nej, jeg kan jo sy tøj, som ingen andre har. Det sæt, jeg skal have på til Lottes fødselsdag, har kun kostet mig 100 kroner,« siger Susanne Hansson.

Desværre er hendes symaskine lige gået i stykker, og det kan ikke betale sig at reparere den, så hun må ud og se efter en ny.

»Den skal bare kunne zig-zagge, lave knaphuller og sy ligeud, så jeg tror, jeg kan få den til under 1.000 kroner,« siger Susanne Hansson.

Lotte skal også have vinterstøvler i år, for de gamle er utætte efter fire vintre.

»Vi køber aldrig brugt fodtøj, for det er ikke godt for fødderne, har jeg hørt. Men vi plejer at købe de der Trigger, for de er både varme og robuste.«

Dyr fødselsdag
I år er et specielt år, fordi Lotte fylder 18 i december. Det samme gør hendes kusine, så fødselsdagene skal slås sammen, og Susanne Hansson og hendes søster har lejet boligforeningens selskabslokaler og bestilt maden udefra, fordi det var billigst. Det løber op i 4.000 kroner, har de regnet ud, men Susanne er stille og roligt ved at lægge penge fra til det.

»Selvfølgelig ville jeg gerne, at jeg kunne foretage mig mere sammen med Lotte. Give hende mere. Det ville være rart at tage i biografen eller til Kattegatcentret. Måske tage til udlandet,« siger hun.

Hun tænker stadig på, hvor dejligt det var, at Lotte blev inviteret med Helligåndskirken på Blå Mandags-tur til Hansa-Park i Tyskland, ligesom hendes fritidsklub tog hende med på skiferie til Norge sidste vinter. Og i denne sæson nyder hun, at hun gratis kan gå til syning på Kofoeds Skole to aftener om ugen og få hjælp, når hun går i stå med noget sytøj. Og at hun og Lotte kan gå til »fredagsfamilie« hos Kirkens Korshær hver fredag og spise aftensmad for ti kr. pr. næse.

»Vi har et godt liv, og vi bor jo fint – her er slet ikke så meget larm, som folk tror, og nu har vi endda fået dørtelefoner,« siger Susanne Hansson om den treværelses lejlighed på Fjældevænget i det vestlige Århus.

Men der er noget, som nager hende, for hvordan skal det gå hendes datter? Foreløbig har hun gået i specialklasse hele sin skoletid og har ikke fået en afgangseksamen. Derefter var hun på produktionshøjskole og er nu startet på EGG, ErhvervsGrundUddannelsen.

»At stå i en butik – gerne et supermarked,« siger Lotte om sit højeste ønske.

»Det ville være godt for hende, for hun egner sig ikke til at gå hjemme. Men nu må vi se, om hun får en praktikplads. Det er ikke så let, når hun kun har gået i specialklasse,« siger Susanne Hansson.