Pumper 6000 liter i minuttet

Beredskabsstyrelsen har travlt med at pumpe vand væk fra Roskilde Festival og andre steder, hvor det lokale beredskab ikke slår til.

Beredskabsstyrelsen havde fredag formiddag gang i pumperne efter torsdagens heftige regnvejr over Sjælland.

25 mand med to pumper og seks kilometer slange var i gang på campingområdet på Roskilde Festival, som blev tømt for 6000 liter vand i minuttet. Regnvandet blev ledt langs jernbanen og ned i en kloak.

Beredskabsstyrelsen rykker ud, hvor det lokale beredskab ikke slår til. Det var tilfældet i Herlev, Hillerød, Vordingborg og Jyllinge, oplyser souschef Lars Schou fra Beredskabet på Sjælland.

Regnvejret gav de sjællandske husejere store problemer med oversvømmede kældre. Falck har foreløbig fået henvendelser om 450 vandskader alene på Sjælland.

/ritzau/