Proteiner giver nye svar om 2.000 år gammelt tøj

Bittesmå proteiner i ældgammel beklædning er løsningen på ubesvarede spørgsmål om vores forfædres liv, viser ny dansk forskning.

Som de fleste moselig, der er blevet fundet i Danmark, var den såkaldte Huldremosekvinde fuldt påklædt, da hun blev lagt i en gammel tørvegrav i Huldremosen ved Ramten på Djursland mellem 350 og 41 f.Kr. Hendes dragt er en af de ældgamle beklædningsgenstande, som er blevet undersøgt med en ny videnskabelig metode. Foto: Nationalmuseet Fold sammen
Læs mere

Hidtil har den multifarvede, ikoniske DNA-spiral i manges bevidsthed rummet svarene på de fleste af fortidens gåder. Men ikke alt kan kortlægges og besvares ved hjælp af de små genetiske tråde.

Når arkæologer har forsøgt at finde ud af, hvad vores forfædres beklædning var fremstillet af, er de ofte løbet ind i et problem. Moser, der ellers bevarer lig som Grauballemanden i fantastisk stand, nedbryder DNAet, så det bliver umuligt at følge det genetiske spor.

Det samme sker med DNAet i de egetræskister, som eksempelvis Egtvedpigen blev begravet i. Derfor har den danske arkæolog Luise Ørsted Brandt analyseret proteiner, der ligesom DNA findes i alle levende organismer, men som derimod ikke bliver ødelagt i eksempelvis moser.

I sin ph.d.-afhandling, som hun netop har forsvaret på Københavns Universitet, har Luise Ørsted Brandt undersøgt 12 dyreskind, der er mellem 2.500 og 1.600 år gamle. Og konklusionen er klar: Proteinanalyse kan bidrage med nye oplysninger om, hvordan vores forfædre levede.

»Med proteinanalysen kan vi arbejde på materialer fra nogle helt andre miljøer, end vi kan med DNA-analysen, fordi DNAet simpelthen kan være for nedbrudt. Og så kan vi også få nogle helt nye informationer, som vi slet ikke kan få med DNA,« fastslår Luise Brandt.

Hun har lavet undersøgelserne i samarbejde med blandt andet Center for GeoGenetik, Center for Tekstilforskning og Nationalmuseet. Efter flere fejlslagne forsøg med at udvinde DNA fra skinddragter besluttede hun i stedet at udvinde proteiner, blandt andet kollagen, som hud hovedsagligt består af.

Hun tog en lille prøve fra de 12 forhistoriske dyreskind og nedbrød de små celler, så hun kunne få fat i proteinet.

Efterfølgende klippede hun det i endnu mindre dele, så hun stod tilbage med bittesmå stykker protein kaldet peptider.

Peptiderne blev sendt ind i et massespektrometer – en maskine der kan fortælle, hvordan proteinets »fingeraftryk« ser ud. Herefter søgte hun efter et match i databaser, der rummer dyrenes peptid-»fingeraftryk«.

Husdyr brugt til mere end mad

Matchene var overraskende:

»Arkæologer har længe spekuleret på, hvordan jernalderfolket udnyttede husdyr som eksempelvis får, ged og kvæg. Vi ved, at de spiste dem. Men ud fra min analyse udgjorde var dyrene derudover en vigtig ressource til at fremstille tøj. Tidligere undersøgelser, der ikke analyserede proteinerne, tydede ellers på, at en del af skindene stammede fra vilde dyr. Men her har vi altså kun fundet husdyr i dragterne,« siger Luise Ørsted Brandt, som også kunne konstatere, at der var tale om kalv i et tilfælde, fordi et af de udvundne peptider kun findes de første måneder af en kos liv.

Det kan man ikke afklare med DNA-analyse. Og resultatet betyder, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om husdyrene udelukkende har været en del af en produktion, der har haft som formål at skaffe bøffer til aftensmåltidet.

»Når arkæologer fandt dyreknogler på bopladserne, gik de ud fra, at det var fordi, jernaldermenneskene blot ville spise deres lækre kød. Men nu kan vi konstatere, at det også kunne være den anden vej rundt: De ville bruge deres fine skind til at lave dragter ud af,« forklarer hun.

Mulighederne inden for proteinanalyse er mange, og Luise Ørsted Brandt er endnu ikke helt sikker på, hvilket projekt hun nu skal kaste sig over:

»Det kunne være rigtig spændende at kigge på keratiner, der er et andet protein, som findes i hår – og dermed også i fåreuld og uldtekstiler. På den måde kunne man sige noget om de får, som ulden af Egtvedpigens dragt blev produceret af,« siger arkæologen.