Studerende springer ud som forskere

I denne uge udgives et nyt forskningsresultat, som førsteårsstuderende på nanoscience på Københavns Universitet står bag. De lærte at forske, før de havde lært den grundlæggende teori.

Lektor Thomas Just Sørensen og studerende Ida Marie Ingmer Boye har sammen med de øvrige nanostuderende på årgang 2013 på Københavns Universitet forsket sig frem til et gennembrud i nanoteknologien, som er så epokegørende, at et videnskabeligt tidsskrift nu bringer en artikel om deres forskningsresultat. Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Selv om de arbejder med nogle af de mindste størrelser, den menneskelige hjerne kender til, er det, de har været med til at skabe, faktisk temmelig stort og opsigtsvækkende. Hele holdet af førsteårsstuderende på nanoscience på Københavns Universitet er således medforfattere på en forskningsartikel, som bliver udgivet i denne uge i det anerkendte tidsskrift ChemNanoMat.

Så vidt vides er det første gang, det er lykkedes for et hold studerende på et universitetstudies første år at skabe et naturvidenskabeligt forskningsresultat, der finder nåde for bedømmerne på et videnskabeligt tidsskrift.

»Vores forskning er faktisk et gennembrud inden for nanoteknologi. Samtidig er vores førsteårsstuderende forvandlet fra nogle, der udelukker læser i lærebøger til nogle, som selv skriver kapitler i lærebøgerne. Det ser ud, som om det er første gang, en årgang førsteårsstuderende kan offentliggøre et forskningsresultat i et videnskabeligt tidsskrift,« siger lektor Thomas Just Sørensen, der har været leder af forskningsprojektet på Københavns Universitet.

Thomas Just Sørensen, en gruppe ph.d.-studerende samt hele første årgang af nanostuderende fra 2013 har i forskningsprojektet udviklet en proces til at kontrollere selvsamlende elektroniske molekyler. Andre forskere har også formået at få komponenterne til at samle sig, men hidtil har disse komponenter samlet sig hulter til bulter, så man ikke kunne anvende dem.

Det nye i forskningsprojektet er, at der nu er kommet styr på komponenternes placering. Det er et væsentligt fremskridt, når man skal bruge nanoteknologi til at forbedre elektronik og for eksempel udvikle nye og bedre solceller.

»Det svarer lidt til at hælde alle komponenterne til en lagkage – bunde, creme og syltetøj – i en blender. Nu kan vi så at sige hælde en fiks og færdig lagkage ud af blenderen, når vi er færdig med at mikse,« forklarer Thomas Just Sørensen.

»Vi syntes, det var rigtig svært«

Forskningsprojektet er et resultat af en fuldstændig omlægning af nanostudiet på Københavns Universitet, som blev gennemført i 2010. Tidligere fik de studerende som på andre universitetsstudier en række grundlæggende kurser det første år for at få teorien på plads. Men de studerende var utilfredse med at blive dynget til i grundlæggende matematik, for de kom for at blive forskere. Thomas Just Sørensen besluttede derfor i 2010 at ændre det første kursus på uddannelsen og dermed flytte et egentligt forskningsprojekt ind allerede på studiets første år.

»Ida M. I. Boye« er et af de ialt 64 forfatternavne til artiklen med det mundrette navn: »Template-guided ionic self-assembled molecular materials and thin films with nanoscopic order« i det nye nummer af ChemNanoMat. Ida Marie Ingmer Boye havde hørt om forskningsprojektet til universitetets åbent hus-arrangement, og det var medvirkende til, at hun valgte at læse nanoscience.

»Jeg syntes, det var superfedt, at vi skulle starte med at arbejde med forskning, og at vi ville komme i laboratoriet lige fra starten. Det er en mulighed, man ikke får på andre studier. Forskningsprojektet har også hjulpet os til bedre at kunne se, hvad vi skal bruge fagene til, når vi senere har haft de mere fagligt betonede kurser,« siger Ida Marie Ingmer Boye, der nu har afsluttet sit andet år som studerende på nanoscience.

For de studerende gav det dog også visse udfordringer, at de ikke havde den grundlæggende teori på plads, da de skulle gennemføre forskningsprojektet.

»Meget af det, vi lavede på kurset, forstod vi ikke helt på det tidspunkt. Vi syntes, det var rigtig svært, fordi vi ikke havde haft teorien først. Men senere, når vi har haft de mere grundlæggende faglige kurser, har vi fået mange aha-oplevelser og har kunnet relatere det, vi lærer, til forskningsprojektet,« fortæller Ida Marie Ingmer Boye.

Hun fortæller også, at underviserne på universitetet agerede på en anden måde, end de sædvanligvis gør, når de studerende følger en gennemarbejdet forsøgsmanual, hvor læreren på forhånd kender det rigtige svar.

»Hvis man spurgte Thomas, hvorfor forsøget viste et bestemt resultat, så svarede han: »Det ved jeg ikke. Jeg har ikke prøvet at lave disse tyndfilm før. I må selv prøve jer frem.« Det var meget mærkeligt at have en underviser, som ikke havde prøvet det før. Vi var de første, der lavede det, og det var en helt anden proces. Det var rigtig sjovt, for det tvang os til selv at sætte os ned og tænke og søge forklaringer,« forklarer Ida Marie Ingmer Boye.