Postbudet ringer ikke længere to gange

Det røde postbud er på vej ud af bybilledet og vil snart kun være en vag erindring. Hvordan verden vil være uden, ved ingen – for vi har stort set aldrig prøvet det.

Overpostbud Egon Bolhøj på knallert i Århus C, 1962. Fold sammen
Læs mere

Per er post på landet. Men han kan så meget andet. Postmand Per er en meget elsket mand«.

Men ikke meget længere. Den kendte børnesang er snart meningsløs i små ører. Postmand Per vil om ganske få år være en lettere ukendt mand.

For virksomheden PostNord skal af med tusindvis af mennesker og begrænser omdelingen af post til én gang ugentligt.

Konsekvenserne virker på én gang uomgængelige og lidt sørgelige:

Vi vil snart have generationer uden kendskab til betydningen af ordet brev.

Folk vil leve og især dø uden særlig erfaring med alle teknikaliteterne omkring forsendelse af papir.

Postbudene står med deres cykler foran Lindelse station på Langelandsbanen.; Postmen gather together on the station in Lindelse on Langeland. Fold sammen
Læs mere
Foto: A E Andersen.

At kunne skrive datoen det rigtige sted og folde et ark i tre ens dele ligner en sjældenhed allerede nu. Mange danskere har både førerbevis og stemmeret og det hele, men kender ikke smagen af lim. Eller for den sags skyld udstykningen af et hæfte med frimærker.

Postvæsnet har ellers været en af de store milepæle i moderne civilisation.

En afgørende skikkelse har formentlig været den mest spændende farao af alle, et af de første »moderne« mennesker, i dag mest kendt som Tutankhamons far – kort sagt Akhnaton.

Man har fundet op mod 350 breve i hans arkiv og ad den vej fået stor indsigt i egyptisk tankegang. Amarna var Akhnatons selvbyggede hovedstad og centrum for en gigantisk administration. Faraoen måtte kunne korrespondere effektivt med venner og fjender af riget. Brevene er på lertavler og noteret med kileskrift.

En del af egypternes korrespondance handler i øvrigt om postvæsnet selv. Faraonernes omdeling er underlagt evige omstruktureringer og må på et tidspunkt overtages af politiet. Altså intet nyt under solen i den retning – om end PostNords opgaver ikke er overtaget af politiet endnu.

Det røde postbud er ude i snesjappet vinteren 1969.; A postman in his red uniform on bicycle bringing out the mail despite of snowy weather.; Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Jacobsen.

Maratonløbets begyndelse

Og da de gamle grækere tager over, går omdelingen helt i fisk. Egnens mange bystater ligger tit i krig og kan ikke holde et fælles postvæsen kørende. Man er derfor henvist til mere eller mindre frivillige kurerer, de såkaldte hemerodromer.

Organisationen bliver legendarisk med Phi-dippedes’ berømte løb: Soldater fra Athen står ved Maraton, ser den persiske hær i stærkeste opstilling og lader så kollegaen med de bedste ben spurte alle 42,195 km til Sparta efter hjælp.

Romerne med Cæsar og senere kejser Augustus i spidsen finder en løsning og har det moderne postvæsen klar på Jesu tid. Ideen kaldes cursus publicus og bygger på faste stationer med postvogne og heste. En lille håndfuld af Paulus’ berømte breve regnes i øvrigt for bortkommet. Ikke engang Romerrigets postvæsen har altså været lige effektivt altid.

Selv om strukturen går lidt i opløsning med Romerrigets fald, overlever princippet til langt ind i middelalderen.

Brevene kunne allerede på Augustus’ tid flyttes omkring 100 kilometer om dagen, pakker fra Skagen til Gedser blev klaret på en lille uges tid – altså nogenlunde hvad PostNord beregner sig fremover.

Brevduer har været med hele vejen og går af mode forbløffende sent.

Mens prøjserne belejrer Paris fra oktober 1870 og fire måneder frem, gør pariserne brug af duerne.

Det britiske forsvar holder et omfattende system af brevduer funktionsdygtigt helt frem til Første Verdenskrig.

Landpostbud nr. 69, Welton Green Hansen, på den (fra 15. december 1960) motoriserede landpostrute mellem Hillerød og Bendstrup. Fold sammen
Læs mere

Og selv om de populære fugle efterhånden er afløst af dyrere og langsommere løsninger mange steder, har det ørige New Zealand haft duer indtil for relativt nylig.

Ét aspekt af forsendelser driller postvæsner til længe efter Den Franske Revolution: Hvem skal nu betale? Og hvordan?

Selve prisen har fra tidernes morgen været afhængig af brevenes vægt og afstanden. At ganske få grams forskel skal afgøre sagen, virker ikke altid lige retfærdigt. Man kan bare ikke finde på andre parametre. Princippet opfindes muligvis midt i det 16. århundrede af en habsburgsk trafikminister ved navn Johann Anton von Taxis.

Breve i det middelalderlige Europa betales af modtageren. Frimærket udtænkes stort set simultant af østrigerne og briterne i 1830ere. Verdens første frimærke bliver One Penny Black fra 1. maj 1840 med Dronning Victorias kontrafej og handles i dag for omkring en million kroner stykket.

Der skulle en kvinde til

Postvæsnet på dansk jord bliver en realitet med Christian 4.s berømte »Forordning om Post-Budde« fra juleaftensdag 1624.

Men der er problemer fra dag ét. Breve når frem for sent eller bliver væk. Statskassen må igen og igen lappe på underskuddene.

At det trods alt ender nogenlunde, skyldes en kvinde: Dorothea Krag er enke efter Christian Gyldenløve og får efter sin mands død i 1703 styr på etaten og introducerer både postuniformen og posthornet.

Brugen af horn finder vej til hele kloden.

Postbud på Strøget i København. ; A postman in his red jacket carrying his mail on the Walking street , Stroeget ( Strøget).; Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Holmberg.

Vognene har en meget stram tidsplan og skal derfor kunne advare om deres forkørselsret på vej ind i byerne.

Mange postvæsner bruger endnu i dag hornet som logo og får på den måde signaleret lige dele tradition og præcision.

Den danske udgave af PostNord har endda bevaret signalhornet ved siden af den hvide skrift på lyseblå bund – hvorimod briternes Royal Mail sjovt nok ikke har brugt horn i umindelige tider.

Og apropos Postmand Per. De britiske øers mest kendte postbud. Selv små seere har bemærket en detalje i det genetiske udbud: Utrolig mange børn i Pers hjemby er spændende nok rødhårede ligesom ham selv!

Fænomenet antyder en meget omtalt side af landpostens virke og skal ikke opholde os mere her. Men nogen med sproglig sans må snart finde på en ny talemåde for slige situationer. Folk med varieret afkom kan jo ikke klandre postbudet længere.

En gennemsnitlig dansker anno nu sender omkring tre breve om året. Vore nærmeste forfædre ville have grædt af græmmelse over den spildte mulighed. De kunne selv sende flere tusind hvert eneste år og havde endnu flere tusinde liggende i gemmerne.

Kl. 17:15 bliver der givet Afgangssignal, og et Øjeblik efter er alle vore mange røde Venner paa Vej ud til deres Distrikter med Dagens sidste Post. Evas lille hjertevarme brev nærmer sig nu Rejsens Afslutning og har inden da kørt i Tog og Bus og med Bil og faar nu til sidst en rask lille Cykletur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt.

Bytter breve tilbage

Folk byttede ikke sjældent breve med modtagerne sidst i livet og fik på den måde deres egne tilbage – til gavn og glæde for efterkommerne.

En komponist som Erik Satie skrev op til seks breve om dagen. Han adresserede af aldrig opklarede grunde nogle af dem til sig selv. Men lige så glad han virker for breve ud af huset, lige så bange kan han være for breve ind. Hans dødsbo afslørede et helt flygel fuldt af uåbnet post – herunder fra en ondsindet musikkritiker, der havde lagt sag an mod ham.

Både gammeldags breve og moderne mails bevares som udgangspunkt for eftertiden. Altså forudsat man passer på dem.

Gør man det, har man guld til de næste generationer. Et godt brev fortæller utrolig meget om afsenderen – frivilligt eller ufrivilligt.

Som når forfatteren Franz Kafka sender brev til en ven og skriver: »Jeg er den tyndeste person, jeg kender.« Eller for den sags skyld når en lidt bekymret Jacqueline Bouvier beskriver sin kommende mand for en veninde: »Han elsker jagten og keder sig over sejren«. Jacqueline er få år senere verdenskendt som »Jackie« og hendes mand som præsident Kennedy.

Overpostbud i vinteruniform efter reglement 1950. Fold sammen
Læs mere

Hyrdebreve. Fragtbreve. Gækkebreve. Læserbreve. Svendebreve. Næringsbreve.

Vidt forskellige fænomener med én ting til fælles: De vil mange år fremover have navn efter en snart glemt institution.

Kasketklædte bud mellem afsender og modtager har så småt tabt til elektronikkens vidunderlige verden.

At vi stadig kalder brevets banemand for en »mail«, kan af samme grund virke en smule tragisk. Men vi »sejler« selvfølgelig også til Bornholm endnu. Selv om man ikke længere bruger sejl på ruten.

At få et brev med håndskrift på. At åbne kuverten og pille det sirligt foldede ark ud. At tænke lidt over indholdet, folde det tilbage i konvolutten og lægge det hele oven i bunken med de andre fra samme afsender.

Det er bare mere poetisk end »Åbn« og »Gem«.

Nordenbro Station. Fru Edith Henriksen (31) har siden april 1948 bestyret Nordenbro Station. Hun er gift med banearbejder Erik Henriksen, og hun har to postbude under sig. Her skifter hun vognseddel på godsvognen. Fru Henriksen, der stammer fra Nordenbro, har 380 kroner i løn, hendes mand 760 kroner. Langelandsbanen. Fold sammen
Læs mere
Foto: A. E. Andersen.