Politikommissær efter fund af kniv to år efter drab: »Vi gjorde, hvad vi kunne«

Torsdag aften fandt Politiet og Forsvaret en kniv i efterforskningen på drabet af den 32-årige Louise Borglit, der blev dræbt for mere end to år siden under hundeluftning i Herlev. Kniven blev fundet under én kilometer fra gerningsstedet. »Vi gjorde, hvad vi kunne,« siger politikommissær om den hidtidige efterforskning.

»Vi er nødt til at prioritere i efterforskningen, og vi har brugt metaldetektorer i store områder derude,« siger politikommissær Ole Nielsen om efterforskningen på den 32-årige Louise Borglits drabsmand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Mere end to år efter, at den 32-årige gravide Louise Borgilt blev knivdræbt i Elverparken i Herlev, har politiet med assistance fra Forsvarets eksperter i Advanced Search Team fundet en kniv under en kilometer fra gerningsstedet.

»Kniven kan være drabsvåbnet, men det er langt fra sikkert. Om vi burde have undersøgt vandløbet med metaldetektorer tidligere, kan jeg ikke svare på,« siger politikomissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi om det nye spor i efterforskningen af drabet.

Torsdag aften blev kniven fundet i et vandløb under en kilometer fra Elverparken, hvor den 32-årige kvinde blev stukket til døde, efter at Forsvarets eksperter blev kaldt ind for at hjælpe polititet. Kriminalteknikerne skal nu analysere den fundne kniv og finde ud af, om det er drabsvåbnet.

Louise Borgilt, som var gravid i syvende måned, blev dræbt, da hun luftede sin søsters hund 4. november 2016 om aftenen, og jagten på gerningsmanden har varet i over to år.

I efteråret nedsatte Københavns Vestegns Politi en ny gruppe til at se på sagen med friske øjne. Gruppen inkluderede efterforskere fra andre politikredse, og det var efter den nye gennemgang af drabssagen, at området med kniven blev gennemsøgt af eksperterne fra Advanced Search Team, som er special­trænede soldater fra Ingeniørregimentet, der er udrustet til at lede efter skjulte genstande i bygninger og ude i terrænet.

Politikomissær Ole Nielsen understreger, at politiet tidligere både har afsøgt områderne omkring Elverparken med metaldetektorer og hunde, men ikke havde metaldetektorer i brug ved det vandløb, hvor kniven torsdag aften blev fundet.

Hvorfor undersøgte I ikke det område for to år siden?

»Lige specifikt det sted, hvor kniven blev fundet, var Forsvarets Advanced Search Team ikke for to år siden, men politiet var i området. Dog har vi ikke brugt metaldetektorer i selve vandløbet før. Jeg ved ikke, om kniven lå der på daværende tidspunkt, eller om den er blevet smidt der efterfølgende,« siger politikomissær Ole Nielsen.

Hvorfor brugte I ikke metaldetektorer i vandløbet dengang?

»Vi er nødt til at prioritere i efterforskningen, og vi har brugt metaldetektorer i store områder derude.«

Burde I have brugt dem?

»Det kan jeg ikke svare på, om vi burde. Man kan blive ved med at sige, at der er mange ting, »man burde«. Vi ved heller ikke, om der nu er tale om drabsvåbnet. Det er politiets opfattelse, at gerningsmanden havde taget sit våben med sig, og hvad han har gjort med det efterfølgende, kan vi kun gætte på.«

Prioriterede I jeres afsøgningsområder i 2016 forkert?

»Vi gjorde, hvad vi kunne. Vi prioriterede vores områder, det er sådan, det fungerer i en efterforskning som denne. Vi åbnede mange døre, og nogle fører til nye spor, andre gør ikke. Det kan godt være, vi burde have været derovre før, det kan også være, at vi burde have været et andet sted noget før. Vi kan ikke komme til alle steder på samme tid,« siger politikommissær Ole Nielsen, Københavns Vestegns Politi.