Politiet advarer om meget glatte veje: Fire uheld i løbet af aftenen

Flere politikredse i Jylland melder om meget glat vejr mandag aften, skriver bt.dk.

Nordjyllands Politi melder om tre færdselsuheld til aften. Alle skyldes glatføre og er soloulykker, hvor ingen er svært tilskadekomne.

To af uheldene er sket næsten samme sted på Hobrovej ved Gravlev tæt på Støvring. Først var der en bil, der gled ud til siden og endte på taget, og umiddelbart efter kom der en anden bil, som også er skredet ud. Men bilerne er ikke kørt ind i hinanden.

Det tredje uheld skete på Gunderupvej mellem Ranum og Farsø - en soloulykke, hvor bilen endte i grøften, men stadig kun lettere personskade.

Også Midt- og Vestjyllands Politi har haft et glatføreuheld nær Erslev på Mors. En 18-årig kvinde mistede herredømmet over bilen, som skred ad vejen og endte i et læhegn i rabatten. Med sig i bilen havde hun en 12-årig passager, som blev kørt på sygehuset, fordi hun klagede over smerter. Men ifølge vagtchefen er hun ikke kommet alvorligt til skade.

BNB