Nazilederen Jonni Hansen varetægtsfængslet

Nazilederen Jonni Hansen blev søndag formiddag varetægtsfængslet til 30. august. Han er sigtet for at have slået en politibetjent flere gange i hovedet.

De danske nazisters 41-årige leder, Jonni Hansen, blev søndag formiddag varetægtsfængslet ved Retten i Kolding til den 30. august. Han er sigtet for at have slået en betjent flere gange i hovedet under en nazidemonstration lørdag, der udviklede sig til slagsmål.

Episoden indtraf, da Jonni Hansen kom i håndgemæng med en gruppe betjente i ophidselse over næsten at blive kørt ned af en hollændervogn. Nazilederen nægtede sig skyldig under forhøret.

- Så skal jeg altså i fængsel, fordi politiet ikke passede deres arbejde ordentligt, sagde Jonni Hansen. Han kærede straks fængslingen.

/ritzau/