Minister afviser dansk »russofobi«: Anstrengt forhold er russernes egen skyld

Tirsdag rettede den russiske ambassadør i Danmark en opsigtsvækkende kritik af regeringen og danske »såkaldte eksperter«. Men det anstrengte forhold mellem Danmark og Rusland skyldes en række russiske forhold, »ambassadøren behændigt ikke nævner«, lyder det fra udenrigsminister Anders Samuelsen.

(ARKIV) Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) afviser i en mail til Berlingske, at den danske regering skulle lide af »russofobi«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Den danske regering lider ikke af »russofobi«.

Det siger Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), efter Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhail V. Vanin, sent tirsdag i en opsigtsvækkende to-siders erklæring rettede hård kritik mod både den danske regering, chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og danske »såkaldte eksperter«.

»En ting er åbenlyst: De, der er interesseret i at fastholde den nuværende situation, er dem, som holder mest af krig,« skrev ambassadøren i brevet, der specifikt udpegede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og FE-chef Lars Findsen som en del af et antirussisk hysteri.

Erklæringen fulgte en kommentar på Twitter, hvor ambassaden linkede til et interview i Berlingske med FE-chef Lars Findsen. I interviewet advarede Findsen om, at Danmark også kan blive mål for russiske forsøg på at fremme dagsordener i Vesten.

»Mens vi sidder her og taler, så er der formodentlig nogen, der forsøger at trænge ind i danske netværk,« lød det fra FE-chefen.

Lars Findsen opremsede forskellige påvirkningsmuligheder fra russerne, herunder muligheden for at præge et kommende dansk folketingsvalg. Men det har ikke noget på sig, svarede ambassaden senere tirsdag.

»Eftersom der ingen forskel er på den russofobiske tilgang hos den danske regering og opposition, giver det ingen mening at blande sig i danske valg,« skrev ambassaden på Twitter.

Udenrigsminister Anders Samuelsen svarer i en mail til Berlingske på kritikken af den danske regering:

»Jeg har ingen kommentar til det Tweet, der mest minder os om, at hedeslag rammer på mange måder,« skriver Samuelsen i en slet skjult henvisning til, at ambassadøren Mikhail V. Vanin i brevet luftede idéen om, at det varme danske vejr kan have spillet ind på de kritiske kommentarer om Rusland.

»Når det er sagt, så er der intet i gårsdagens udmeldinger, der får os til at ændre vores fokus i arbejdet for at forhindre fremmede stater i at hacke vores offentlige IT-systemer og valg,« skriver ministeren og understreger:

»Jeg vil desuden afvise den påståede »russofobi«. Der er dog et anstrengt forhold til den russiske regering, hvilket jo skyldes aggressionen i Ukraine, cyberangreb, brug af kemiske våben og andre sager, som ambassadøren behændigt ikke nævner. Et bedre forhold til Rusland kræver selvfølgelig også en forbedring af de forhold.«

Berlingske har efterfølgende forsøgt at få svar på opfølgende spørgsmål til ministeren, men det er ikke muligt, eftersom han er på ferie, skriver Udenrigsministeriet. Hverken forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen eller FE-chef Lars Findsen har ønsket at kommentere sagen.

Berlingske arbejder fortsat på få et interview med den russiske ambassadør, Mikhail V. Vanin.

Det har de seneste år trukket adskillige overskrifter, at de amerikanske efterretningstjenester mistænker Rusland for at stå bag forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016. Tilbage i februar blev 13 russere tiltalt for at blande sig i valgkampen. Ligeledes har der været historier om mulig indblanding ved den britiske Brexitafstemning og det franske præsidentvalg.

Hos Socialdemokratiet siger fungerende politiske ordfører, Morten Bødskov, at udenrigsministeren bør indkalde ambassadøren til møde efter gårsdagens erklæring.

»Udtalelsen kommer fra en mand, der åbenlyst er taget med fingrene i klejnedåsen. Han skal forklares med meget store bogstaver, at vores efterretningstjenester er opmærksomme på, hvad de laver, og at det er komplet uacceptabelt,« siger Morten Bødskov.

Trump kaldte i sidste uge EU en fjende af USA. Hvis vi ikke ved, om vi har USAs støtte, kan Danmark så holde til at lægge sig ud med Rusland?

»Selvfølgelig kan vi det. Vi har stadigvæk tætte alliancer med den amerikanske administration og til den amerikanske kongres,« siger ordføreren.

Teatertorden

Kristian Søby Kristensen, som forsker i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik ved Center for Militære Studier, minder om, at ambassadør Vanin også tidligere har langet ud efter Danmark.

I 2015 bemærkede Vanin, at danske krigsskibe kan blive mål for et muligt russisk atomangreb, hvis vi tilslutter os NATOs missilforsvar.

»Det viser, at Rusland ikke regner Danmark blandt landets bedste venner i Europa, men for mig at se er dette diplomatisk teatertorden,« siger Kristian Søby Kristensen og tilføjer:

»Det kan ses som damage control for at formidle det budskab, at Rusland ikke har tænkt sig at blande sig i en dansk valgkamp. Det kan man så tro på eller lade være.«