Mand igen op i lygtepæl

En mand truer med at springe ud fra lygtepæl på Rådhuspladsen. Samme mand fremførte samme scenarium i samme lygtepæl tirsdag aften.

For andet døgn i træk er en mand onsdag aften kravlet op i en lygtepæl på Rådhuspladsen i København.

Ifølge politiet er der tale om den samme mand, som tirsdag aften hang i lygtepælens kabler og truede med at springe i døden, fordi han efter eget udsagn er forfulgt af "den rumænske mafia".

Manden har endda valgt den samme lygtepæl at kravle op i.

Politiet har dermed atter været nødsaget til at afspærre hjørnet af Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard, der er et af hovedstadens store vejkryds.

Brandvæsnet er på stedet, hvor de endnu engang vil forsøge at overtale manden til at komme ned på jorden igen.

/ritzau/