Københavns Kommune har ikke styr på kunstværker til næsten 2 mio. kr.: »Det er amatøragtigt«

Foto: Mads Claus Rasmussen. Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning har mistet overblikket over deres kunstsamling. Kommunen ved ikke, hvor mere end 500 værker befinder sig.
Læs mere
Fold sammen

Københavns Kommune kan ikke redegøre for mere end 500 stykker kunst til en samlet værdi af 1,8 millioner kroner.

Det kan B.T. nu afsløre på baggrund af en aktindsigt fra Københavns Kommune.

Alle kan via kommunens hjemmeside se en liste over kommunens kunst, men placeringen af værkerne er fjernet fra listen. B.T. har modtaget den komplette liste, og af den fremgår det, at mere end 500 værkers placering har statussen »ukendt«.

Værkerne udgør en samlet værdi på over 1,8 millioner kroner. Det dyreste værk er en bronzeskulptur af kunstneren Henrik Starcke med titlen 'Stående mand'. Københavns Kommune måtte slippe 104.000 kroner for skulpturen, men ved ikke, hvor den befinder sig.

Foto: Kurt Nielsen. Henrik Starcke, billedhugger. Fold sammen
Læs mere

Komplet amatøragtigt, mener Alex Vanopslagh, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Liberal Alliance.

»Det er amatøragtigt, og det udstråler en ligegyldighed, når man klatter pengene væk på akrylhjorte og fodbolde i net, som I også har skrevet om, og så ved man ikke engang, hvor værkerne er. Det jo 1,8 millioner kroner af kommunens værdi. Man skal da vide, hvor det er henne,« siger Alex Vanopslagh.

Københavns Kommune forklarer i et skriftligt svar til B.T., at kommunens mange afdelinger og forvaltninger og dermed også adresser kan være årsag til, at værkernes placering er ukendt.

»Mange værker kan være i en institution i mange år eller årtier, og det kan derfor ske, at værkerne skifter adresse, uden at kunstsamlingens administrator bliver informeret herom, hvorved værkerne i en periode ikke står registreret med den korrekte adresse,« skriver Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning i et svar til B.T.

Der er ingen regler for, hvornår et værk skal leveres tilbage, og derfor kan det flyttes utallige gange, før det finder vej til et depot eller bliver givet videre til en ny institution.

Det er dog ikke kun adresserne, der er ukendte. I den liste, som B.T. har modtaget, er der heller ingen information om, hvilken institution der oprindelig har lånt værket. Det undrer Alex Vanopslagh.

»Alle kommunens institutioner kan låne værkerne, og det burde ikke være svært at holde styr på, hvor de er. Hvis ikke man har adressen, så må man have styr på, hvem der har lånt det, eller hvad den senest registrerede placering er,« siger Alex Vanopslagh.

At placeringen er ukendt, er ifølge Københavns Kommune blot et spørgsmål om manglende registrering, ikke at værkerne ikke længere at finde.

»Københavns Kommunes kunstsamling består af omkring 4.000 værker, fordelt på omkring 250 adresser og endnu flere afdelinger. Der bliver løbende lavet status over værkernes deponeringssteder. Værker, som er registreret i kategorien 'ukendt adresse', er vi i færd med at kortlægge,« skriver Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Det var i dag ikke muligt at få en kommentar fra Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, da han holder ferie.