København skal lære andre byer at blive grønne

Danmarks hovedstad er en af verdens førende inden for grøn byøkonomi og er blevet udpeget som rollemodel for andre byer med samme grønne vækstambitioner.

Foto: BAX LINDHARDT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er sendt masser af hædrende titler i retning af Danmarks hovedstad i de seneste år. Titlen som verdens bedste by med verdens bedste restaurant - i form af Noma - er bare nogle af dem.

Men nu kan København også kalde sig rollemodel for andre byer med ambitioner om vækst med et grønt islæt.

I en rapport fra det britiske universitet London School of Economics kaldet »Copenhagen: Green Economy Leader Report« kan man nemlig læse, at København har en af verdens førende grønne byøkonomier, hvilket ikke udelukkende har betydning for klimaet og miljøet. Den grønne økonomi er også en vigtig kilde til økonomisk vækst og stigende beskæftigelse, konkluderer rapporten.

Og det vækker ikke overraskende glæde hos Københavns Kommunes overborgmester, Frank Jensen (S).

»Rapporten dokumenterer, at grøn omstilling og vækst går hånd i hånd i Københavns Kommune. Endnu engang bliver det slået fast, at København er verdens førende inden for grøn vækst, men rapporten påpeger også, at København skal blive ved med at træffe kloge og modige politiske beslutninger, hvis vi skal beholde førertrøjen på,« siger han i en pressemeddelelse.

København når helt til tops, når det gælder byens fysiske planlægning og udformning, innovationskraft, lave CO2-udledning og løbende miljømæssige forbedringer. Og det får teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) til at sige, at rapporten er bevis for, at man sagtens kan have fokus på miljøet, selv om verdens økonomier er pressede.

»Hensynet til miljø og klima er blevet sendt i skammekrogen over hele verden på grund af den økonomiske krise. Men rapporten fra London School of Economics viser, at København på én og samme tid har skabt markante miljøforbedringer og en solid økonomisk vækst,« siger han.

Han slår samtidig ligesom Frank Jensen fast, at København skal arbejde for at blive ved med at være foran på området.

»Rapporten peger på, at København fortsat skal investere og have modet til at bruge redskaber som planlægning, regulering og grønne afgifter, hvis vi vil beholde den grønne førertrøje,« siger Morten Kabell.