København får nej til fri hash

Et flertal på Christiansborg siger nej til lovlig hash. Dermed må Københavns Borgerrepræsentation se et forsøg med fri hash gå op i røg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom et massivt flertal i Københavns Borgerrepræsentation vil spørge Justitsministeriet om lov til en forsøgsordning med fri hash, kan de godt spare pen og papir.

Allerede inden ansøgningen er skrevet, beder et flertal på Christiansborg de folkevalgte i København stikke piben ind.

- Borgerrepræsentationen ved udmærket godt, at et stort flertal på Christiansborg er i mod fri hash - også som forsøg. Jeg undrer mig over, at de ikke i stedet bruger kræfterne på at gennemføre en bedre social- og integrationspolitik i de belastede områder for at nedbringe kriminaliteten i København, siger Venstres retsordfører, Kim Andersen.

Også De konservative og Socialdemokraterne siger nej til forsøget.

Med stemmerne 41 for og 12 imod vedtog de folkevalgte i København ellers torsdag at sende en formel ansøgning til justitsministeren. Et af argumenterne er, at en legalisering af hash kan dæmme op for bandekonflikten. Ved at lovliggøre hash forsvinder en indbringende forretning og dermed også en god grund til at slås, men det tror retsordfører Tom Behnke (K) ikke på.

- Skal vi så også give dispensation og lovliggøre menneskehandel, afpresning og hvad banderne ellers forsøger at tjene penge på? Det giver ingen mening at argumentere på den måde, siger Tom Behnke.

Den nye overborgmester Frank Jensen (S) er tilhænger af en forsøgsordning, og også socialborgmester Mikkel Warming (EL) bakker op.

Socialdemokraterne på Christiansborg sagde tidligere torsdag klart nej og gik dermed imod partifællen Frank Jensen.

- Vi støtter ikke fri hash. Vi læner os meget op ad misbrugskonsulenter, der fraråder det, sagde Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup.

/ritzau/