Islamisk Trossamfund: Bare en reklame

Det Islamiske Trossamfund i Danmark siger nej til flerkoneri. Men københavnsk politiker mener, at trossamfundet taler med to tunger.

Imran Shah, talsmand for Dansk Islamisk Trossamfund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Det muslimske ægteskabsbureau, Zawaj.dk, har købt en reklame hos Det Islamiske Trossamfund i Danmark. Derfor optræder zawaj.dk med oplysninger om sharia, flerkoneri og bisiddere i forbindelse med ægteskaber, på trossamfundets hjemmeside.

Det fortæller Imran Shah, talsmand for Det Islamiske Trossamfund i Danmark, til Berlingske.

- Det er bare en reklame, og vi kan generelt sagtens stå inde for deres retningsslinjer, men omkring flerkoneri hører det ikke hjemme i dansk lovgivning, siger han.

Lars Aslan Rasmussen, socialordfører hos Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation, har i dag henvendt sig til justitsminister Morten Bødskov (S). Han vil vide, om det er lovligt, når et særligt muslimsk ægteskabsbureau oplyser om flerkoneri og opfordrer til social kontrol med unge muslimer ved at kræve bisiddere, når to unge muslimer ønsker at aftale ægteskab.

- Det er jo først, når du spørger ind til det, at de er imod det. Men de afviser det jo ikke på deres hjemmeside. Det er tvetvunget snak, siger Lars Aslan Rasmussen til Berlingske.

Hvad er det, der er så forkasteligt ved oplysningerne fra zawaj.dk?

- Der er flere ting i det. For det første viser det, at de ønsker at leve i et parallelsamfund. Bureauet er kun for muslimer, og jeg tror, der vil lyde et ramaskrig, hvis jeg meldte mig ind. Det viser, at de ikke ønsker at være en del af det danske samfund. Desuden er bisidderi og flerkoneri en reaktionær tolkning af islam. Selvfølgelig er det medvirkende til at forstærke social kontrol. Vi lever i 2011, ikke i middelalderen, siger Lars Aslan Rasmussen.

Men der er også et datingsite, der hedder Beautiful People, hvor man skal være særlig smuk for at være medlem. Hvad er forskellen?

- Ja, det er jeg også imod, men her handler det om folk, der lever i parallelsamfund. Der kommer en masse uintegrerede unge ud af det.

Hvad er så forskellen på, at nogle muslimer mener, det er i orden med flerkoneri og et folketingsmedlem fra Liberal Alliance mener, det er i orden?

- Det er fint nok at mene det, men jeg jeg tror ikke, at alle mennesker har samme muligheder for at sige nej. Der mangler oplysning om, at det her er ulovligt. Der lever folk i ghettoer uden viden om loven, og det er problematisk. Islamisk Trossamfund har et kæmpeansvar for at oplyse, og de svigter deres opgave. Jeg er ikke som nogle andre bekymret for, at muslimer overtager vores samfund, jeg er bekymret for deres unge, siger Lars Aslan Rasmussen til Berlingske.

Imran Shah: Aslan trawler nettet igennem

Imran Shah mener, at politikerens udmeldinger mangler substans.

- Han (Lars Aslan Rasmussen, red.) trawler nettet igennem for at finde alt muligt om os. Jeg synes, han er ynkelig, siger han.

Men siger I ikke god for hjemmesidens holdninger, når I linker til den?

Det mener jeg ikke, siger Imran Shah.

Synes du, at flerkoneri er i orden?

- Vores holdning er, at det ikke er relevant i Danmark.

Hvad med i andre lande?

- Det har vi ikke som sådan styr på og kan ikke udtale os om.

Hvorfor skal unge mennesker, der vil giftes have en bisidder?

- Det, der typisk sker, når to unge mødes er, at deres to familier mødes. De varetager den videre kontakt og løfter det op som et ansvar og ikke som et eller andet sidespring - forstå mig ret. Man bliver kun gift, hvis der er kemi. Det synes jeg er i orden så længe alle har mulighed for at sige ja eller nej, siger Imran Shah og understreger, at tvangsægteskab er forbudt.

- Vi ville dømme det ugyldigt med det samme. Det vigtigste er, at de unge kan sige nej, siger talsmanden.