Hækkerup: Nej til flerkoneri og social kontrol

På sin Facebook-profil siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) nej til flerkoneri og social kontrol. I Danmark gælder dansk lov.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

- Alle har ret til selv at vælge hvem man vil dele livet med, alle har ret til at gå på stævnemøder og møde kærester. Det skriver social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) i en kommentar på sin Facebook-profil. Udmeldingen kommer, efter at Det Islamiske Trossamfund i Danmark linker til et muslimsk ægteskabsbureau, zawaj.dk, der oplyser om, at man som muslimsk mand kan have op til fire koner, og at der skal en bisidder til, hvis en kvinde og en mand vil mødes med henblik på ægteskab.

Socialordfører Lars Aslan Rasmussen (S) i Københavns Borgerrepræsentation har i dag henvendt sig til justitsminister Morten Bødskov (S) for at høre, om hjemmesiden er lovlig. Justitsministeren siger via sin presserådgiver til Berlingske, at ministeren ser på henvendelsen, når han modtager den.

Men fra Karen Hækkerup lyder det:

- Jeg siger som integrationsminister: Nej til flerkoneri og social kontrol. Alle har ret til selv at vælge, hvem man vil dele livet med, skriver Karen Hækkerup og fortsætter:

- Og ingen kan blive gift eller skilt, bare fordi en eller anden imam siger det. I Danmark gælder dansk lov. Og dansk lov alene! Regeringen accepterer ikke selvbestaltet hokus pokus lovgivning! I DK vedtages lovene af folketinget. Og ingen andre!

Imran Shah, talsmand for Det Islamiske Trossamfund i Danmark, siger til Berlingske, at de ikke accepterer flerkoneri, men han medgiver, at det blandt muslimer er udbredt med bisiddere, når to unge muslimer skal giftes. For kæresteri er forbudt.

Trossamfundet linker til ægteskabsbureauet, der har købt reklameplads på trossamfundets hjemmeside, oplyser Imran Shah samtidig. Han kalder Lars Aslan Rasmussen "ynkelig".

INFOshop: Danskerne: Udlændinge skal være som os