Hver en bevægelse koster

Skaden var allerede sket, da Poul Erik Jacobsen fik konstateret RYGERLUNGER. Hans lungefunktion ville aldrig blive bedre, og snart tilbragte han det meste af dagen i en lænestol for ikke at overbelaste lungerne. Men så fik han et skub.

Poul Erik Jacobsen tændte sin første cigaret som 12-årig og har røget lige siden. Det vil sige lige indtil han fik konstateret rygerlunger. I dag lider han hver eneste dag af kraftig nedsat lungekapacitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PROLOG: THORSØ, JANUAR 2006

Han satte sig ned igen. Blot for atter at rejse sig minuttet efter. Poul Erik Jacobsen var frustreret. For pokker, hvad skulle han da lave?

Stuens sorte læderstol var blevet hans faste plads. Der sad han det meste af dagen. Ikke fordi han havde lyst til det, men fordi han ikke kunne andet. Siden han for halvandet år siden havde fået konstateret rygerlunger, havde han kun fået det værre.

Den 56-årige mand havde lige været indlagt på Skive Sygehus med alvorlig lungebetændelse for tredje gang. Hver gang betændelsen indtog lungerne, stjal den for altid en del af Poul Eriks lungekapacitet. Ved hans side lå beviset. En blå bog på størrelse med et pas dekoreret med et sæt lunger på omslaget.

»Luftvejspas,« lød teksten på forsiden.

Få sider inde var skemaet med de deprimerende tal.

»32 procent«, stod der med håndskrevne tal ud for 3. august 2005. Dengang havde Poul Eriks luftkapacitet altså været reduceret til under en tredjedel, og den var kun dalet efter den seneste lungebetændelse. Det var dog forbandet, som de 25-60 daglige smøger gennem mere end 40 år havde ødelagt hans luftveje.

Den lille blå bog var samtidig beviset på, at Poul Erik tilhørte én af de omkring 1,7 millioner kronisk syge danskere, der tegner sig for op mod 80 procent af Danmarks samlede sundhedsudgifter på langt over 100 milliarder kroner.

Den slanke, lille mand med brunt hår og briller tændte for fjernsynet foran sig. Men slukkede det igen. Det havde aldrig sagt Poul Erik noget at drive hele dagen foran tossekassen. Om aftenen kunne det blive til en god engelsk krimi som »Inspector Morse« eller »Barnaby«, men dagen gad han ikke bruge på fjernsyn. Derfor stirrede han bare ud i den lyse stue, mens han sad i lænestolen i sit løse tøj. Jo løsere tøjet var, desto lettere havde han ved at trække vejret. Det passede ham ikke at sidde stille, for han havde altid fyldt sin kalender til bristepunktet med cykelture, camping med konen, besøg hos sønnerne, de lokale fodboldheltes kampe og gåture i hjembyen Thorsø. Han havde stort set altid boet i den lille by mellem Århus og Silkeborg, og han kendte de fleste i nabolaget.

Nu skulle der ske noget. Poul Erik rejste sig fra stolen. Igen. Men satte sig med det samme. Igen. Bare det at rejse sig op fik Poul Erik til at hive efter vejret. For alt i verden ville han ikke overanstrenge sig. Det havde han prøvet før, og han havde slet ikke kunnet få luft.

Hvordan skulle han dog nogensinde komme væk fra lænestolen? Han ville så gerne, men viljen var aldrig stærkere, end hans krop var svag.

THORSØ, JUNI 2004

Bukserne hang om anklerne på ham. Nøgen fra livet og ned stod han i sin egen baghave lige ud til villavejen. Men der var ikke noget at gøre. Poul Erik havde ikke luft nok til at bukke sig ned og trække dem op igen. Aldrig havde han haft så svært ved at trække vejret. Det føltes, som om han havde hovedet under vand og var ved at blive kvalt. Febrilsk hev han efter vejret. Han var ellers bare gået ud i haven for at lukke campingvognen, inden han og konen Annalise skulle i seng. Egentlig ville hun have gjort det, men som så mange gange før havde Poul Erik insisteret. Han var jo ikke syg. Det skulle andre i hvert fald ikke tro. Da Poul Erik var gået ud og havde klappet plasticstolen foran campingvognen sammen, var det sket. Den uskyldige bevægelse havde taget al luft fra ham, og han havde følt, at han var sekunder fra at besvime. Længe havde han stået helt stille for at komme til sig selv, men pludselig havde han mærket sin blære trykke. Han havde umuligt kunnet nå ind på toilettet, han havde været nødt til at improvisere. I en voldsom kraftanstrengelse havde han kæmpet sig om bag campingvognen, løsnet bukserne og ladet dem falde ned til baghavens grønne græs.

Med vognen bag sig havde han lænet sig mod det mørke træstakit og tisset.

Sådan stod han nu. Klokken nærmede sig elleve, og Annalise var gået i seng. Hun sov lige på den anden side af husets gule mursten. Vinduet var kun få meter væk, men Poul Erik ville ikke råbe efter hendes hjælp. Hvis han da overhovedet havde luft til at råbe. Dagen efter skulle Annalise jo tidligt på arbejde, og han ville som sædvanlig ikke være til besvær. Ikke engang nu.

Poul Erik frygtede, at en af naboerne på den lille vej ville gå forbi den åbne baghave og se ham. Han var flov. Men det var ikke den tanke, der fyldte mest i hans hoved. Han var bange for at dø. Frygtelig bange. Med bukserne nede om anklerne.

SKIVE, JANUAR 2005

Iltflasken sad i den lille kurv forrest på rollatoren, som Poul Erik skubbede foran sig. En tynd gennemsigtig plasticslange delte sig i to og førte ilt op gennem hans næsebor og ned i lungerne. Han følte sig ikke tilpas. Havde svært ved at få vejret og var iklædt det hæslige, hvide hospitalstøj. Langsomt gik han forbi den store automat med små rum fyldt med slik og cigaretter. Det var langt fra første gang, han var gået forbi den dag.

Poul Erik var indlagt på Skive Sygehus for anden gang med en voldsom lungebetændelse. Sidste gang var i juni, hvor lungebetændelsen havde berøvet ham al luft derude ved campingvognen. Efter at have stået flere timer ude i haven havde han endelig fået kræfter nok til at hive bukserne op og slæbe sig ind i huset. Han havde sat sig ind i den grå lænestol i arbejdsværelset og ventet. Uden at have vidst på hvad. Måske bare på, at Annalise ville stå op.

Klokken fem om morgenen havde Poul Erik taget sin mobiltelefon og ringet til husets fastnettelefon, der stod i den aflange gang, hvor alle soveværelserne lå. Selv om Annalise havde sovet under 20 meter væk, havde han ikke haft luft til at gå gennem køkkenet og hen til hendes soveværelse. Hun havde hørt telefonen, ringet 112, og Poul Erik var blevet indlagt med det samme. Det var dengang, han havde fået diagnosen KOL - Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Og besked på at holde op med at ryge. Han var blevet en af de omkring 430.000 danskere med såkaldte rygerlunger. Med ødelagte luftveje og hoste, åndenød samt slim i halsen. I otte ud af ti tilfælde opstår sygdommen efter mange års rygning.

Siden Poul Erik havde været 13-14 år, havde han været fast ryger, og det var han stadig. Det var derfor, han nu gik frem og tilbage i Skive Sygehus' forhal og kiggede længselsfuldt på automaten med smøger. I lommen på de hvide bukser lå en tyver. Nok til en pakke med ti Prince. Men han passerede automaten en sidste gang, før han gik tilbage til sin seng. Uden smøger. Det var første gang i over 40 år, at Poul Erik gik i seng uden at slutte dagen af med en Prince.

THORSØ, JUNI 1961

Omgivet af stejle sandskråninger sad de i skjul for nysgerrige blikke. Det var en varm sommerdag, og de 12-årige knægte i korte bukser og ærmer fandt smøgerne frem. Grønne Cecil uden filter. Poul Erik havde sammen med vennen Hans Ole stjålet cigaretterne fra sin far. Faren var buschauffør og var jævnligt ved grænsen, hvor han købte masser af kartoner Grøn Cecil til sig selv og konen.

Jo, Poul Erik og Hans Ole vidste da godt, at de ikke måtte tage dem, men efter skole havde de læst Anders And-blade hjemme hos Poul Erik, da de pludselig var kommet på det. Hvorfor ikke få fat i nogle smøger?

De var løbet op på første sal i det røde murstenshus og ind i forældrenes soveværelse. På den øverste hylde i det store mahogniskab lå cigaretterne.

I grusgraven for foden af det hvide, stråtækte hus strøg drengene en tændstik og satte ild til en Cecil hver. De tog seks-syv hiv, hostede voldsomt og slukkede cigaretterne i gruset. Det smagte forfærdeligt.

Da hosten forsvandt, strøg de endnu en tændstik, satte fut i en cigaret og tog igen seks-syv hiv. Med samme ubehagelige resultat. Under den blå himmel kapitulerede drengene og kastede begge op i bunden af grusgraven. Hvide i hovederne.

Men det skulle ikke afholde Poul Erik fra at fortsætte med at ryge. For det så simpelthen så smart ud med en pakke smøger i skjortens brystlomme.

THORSØ, JANUAR 2006

De kunne dårligt kende deres far. Poul Eriks sønner, Brian og Steffen, havde flere gange hørt deres far sige, at han ikke kunne klare mere. Sygdommen havde taget modet fra ham. Aldrig havde de hørt deres livsglade far beklage sig så meget, som når han snakkede om sine rygerlunger. Steffen havde endda set Poul Erik græde i afmagt. Poul Erik var lige blevet udskrevet fra Skive Sygehus, hvor han havde været indlagt med alvorlig lungebetændelse for tredje gang. Hans lungekapacitet var nede på omkring 30 procent. Hverdagen var blevet ensformig og uden meget indhold. Sygdommen fyldte alt. Om morgenen stod Poul Erik tidligt op og begyndte at tage tøj på. Det tog op mod tre kvarter, for hver bevægelse krævede al hans ilt, og han måtte sidde ned, hver gang han havde fået et stykke tøj på. Han spiste, drak kaffe, læste B.T, sad i den sorte læderstol. Det var cigaretternes skyld, at han sad dér i stuen og ikke kunne bevæge sig. Det var ulideligt.

I lang tid havde han forsøgt at kvitte dem, men de 40 års afhængighed var ikke lige til at fordrive fra kroppen. Hverken med hypnose, laser, nikotinplastre, nikotintyggegummi eller akupunktur.

Først da han på Skive Sygehus ikke havde luft til at ryge, var det lykkedes. Men nu var skaden sket. Lungekapaciteten ville aldrig vende tilbage, vidste Poul Erik.

VIBORG, MARTS 2006

Det røde stopur hang i en snor rundt om halsen på Poul Erik. Sekunderne tikkede, mens han skridtede over det lyse trægulv i lokalet, der lignede en almindelig gymnastiksal. Han følte sig heldig bare ved at være der.

Da Poul Erik for få måneder siden sad bundet til sin lænestol, havde han fået et tilbud, han ikke kunne afslå. Han havde fået en afbudsmulighed for at deltage i den patientuddannelse, han og 11 andre KOL-patienter nu var i fuld gang med på Viborg Sygehus.

Her skulle de to gange om ugen lære vejrtrækningsmetoder, have kostråd, undervises i at tage medicin rigtigt og ikke mindst træne fysikken. Uddannelsen for KOL-patienter var blot ét af flere kurser målrettet kronisk syge. Andre sygdomme havde tilsvarende kurser. Tanken bag kurserne er, at viden om diagnosen og om det at være syg gør den kroniske patient i stand til bedre at kontrollere sin sygdom. Dermed kan den kronisk syge forvente færre indlæggelser og større livskvalitet.

Poul Erik var indstillet på at gøre alt, hvad han kunne, for at få et liv, der mindede mest muligt om hans gamle. Han gik hen over gulvet i sit løse træningstøj. Ti meter. Lige under 12 sekunder viste det røde stopur, da han drejede rundt og gik endnu ti meter. Han havde allerede forbedret sin tid over den korte distance med et par sekunder. Da Poul Erik fikdiagnosen, havde han aldrig hørt om KOL før. I tiden efter havde han følt, han var den eneste i hele verden, der havde det så dårligt med sygdommen. Men under patientuddannelsen havde han fundet af, at det slet ikke var tilfældet. Der var oven i købet nogen, der havde det dårligere end Poul Erik, og som måtte gå med iltapparat døgnet rundt.

Poul Erik havde allerede fået det meget bedre. Brugte mindre tid på at beklage sig over sygdommen, kom mere ud af huset og var i det hele taget bare gladere. Det mærkede hans familie tydeligt. Jo, han vidste da godt, at han ikke kom til at gå lange ture eller cykle op ad bakkerne sammen med naboen igen. Men patientkurset havde fået ham i gang med at træne i fitnesscentret, og for hver uge mærkede han overskuddet vokse.

TUNGELUND, JANUAR 2008

Der blev svedt i det lille træningslokale på øverste sal i Tungelund Aktivitetscenter en lille kilometer fra Poul Eriks hjem. Temperaturen i rummet stod i kontrast til januarkulden på den anden side af ruden. Poul Erik havde sit sædvanlige sorte træningstøj på og gik rundt blandt pensionisterne, der var mødt op. Hver tirsdag og fredag var han instruktør på motionsholdet for seniorer, og med sine 58 år var han den yngste i lokalet.

Efter patientuddannelsen på Viborg Sygehus for to år siden havde han ofte trænet i aktivitetscenteret. Men da det en dag var gået op for ham, at han egentlig ikke havde vidst, hvordan han præcis skulle bruge de store maskiner, havde han taget instruktøruddannelsen i foråret 2007. De unge mænd og kvinder på holdet havde godt nok spærret øjnene op, da Poul Erik fortalte om sin lungekapacitet på omkring 30 procent. Okay, han havde ikke haft lige så tunge vægte på maskiner som de andre, men han havde lavet alle øvelser bortset fra én.

For Poul Erik handlede det mest af alt om vise KOL-patienter og andre kronisk syge, at de ikke behøvede at ende deres dage forbitrede i en lænestol.

Poul Erik måtte selv sommetider forsikre fremmede om, at han var okay, selv om han prustede og stønnede, så det lød som om, han var ved at falde om.

»I skal gøre, som jeg siger, og ikke som jeg gør,« sagde Poul Erik altid til pensionisterne på sit hold.

Han var en hård træner og brugte små, beskidte tricks til at presse sine elever. Greb ind imellem fat i en af pensionisternes håndled og lod som om han målte deres puls.

»Du skal lige have ti omdrejninger mere, kan jeg mærke,« kunne han finde på at sige.

Nej, hyggesnakken kunne de tage, når der var kaffe efter træningen. Det var jo nødvendigt at presse på, vidste Poul Erik.

EPILOG: VIBORG, MAJ 2010

Mens Kim Larsen synger om »de smukke unge mennesker«, går Poul Erik frem og tilbage på det lyse træ-gulv. Ti meter ad gangen med det røde stopur i hånden. I dag går det langsomt, men det er mest på grund af det fugtige vejr. Det går lige i lungerne på de fleste med KOL.

I december 2009 fik Poul Erik endnu en voldsom lungebetændelse. Den værste nogensinde. Lungekapaciteten dalede til 14 procent. Det er derfor, han nu er tilbage på patientuddannelsen på Viborg Sygehus. For at komme i form igen.

Men uanset hvor god form Poul Erik kommer i, vil han aldrig kunne tåle at være i nærheden af stearinlys, for dampene giver ham åndenød. Han vil aldrig kunne føre en længere samtale, mens han går. Han vil altid kunne mærke det fugtige vejr i lungerne, før han overhovedet har åbnet øjnene. Og han vil aldrig kunne gå i sko med snørebånd, fordi han ikke kan bukke sig ned. Alligevel er Poul Erik blevet glad igen. For han har kæmpet sig til, at han nu kan gå ned til kirkegården og lægge blomster på forældrenes grav. Eller tage et smut i Spar og købe ind. Han kan forsøge at forbedre sit golfhandicap på 39, og han kan tage på den årlige skiferie. Det er hans egen fortjeneste, at han er kommet så langt. Det gør ham stolt.