Stemmerne fra ældre skoleelever, erhvervsliv og nu også politikere på Christiansborg tager til i styrke, når det handler om behovet for genåbning.

Men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) udtaler sig foreløbig i brede vendinger og henviser til, at regeringen afventer beregninger fra matematiske eksperter, før der forhåbentlig kan åbnes mere op.

Men beregningerne går allerede på helt specifikke områder, som må formodes at være de områder, der først kommer til at kunne vende tilbage til en normal hverdag.

Det handler om de ældste elever både i folkeskolen og på ungdomsuddannelser, om butikker, og om udendørs idræts- og kulturliv:

»Netop nu regner ekspertgruppen for matematisk modellering på scenarier for genåbning i forhold til henholdsvis afgangselever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser, udvalgsvarebutikker, udendørs kulturinstitutioner og udendørs idræts- og foreningsfaciliteter,« lyder det i et svar fra Sundhedsministeriet til Berlingske.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skubber den konkrete diskussion om, hvad der skal åbne hvornår, foran sig.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skubber den konkrete diskussion om, hvad der skal åbne hvornår, foran sig. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Partier inddrages først i næste uge

På baggrund af beregningerne samt »en sundhedsfaglig vurdering« vil Indsatsgruppen for covid-19-håndteringen, som også består af sundhedsmyndigheder, komme med en indstilling til regeringen.

Først når regeringen har fået denne indstilling, bliver de øvrige partier i Folketinget inddraget i beslutningen om genåbning. Og det bliver først i næste uge, lød det i morges fra Magnus Heunicke i Radioavisen.

»Det bliver i næste uge, vi kommer til at inddrage alle Folketingets partier i det her arbejde,« sagde han.

Beslutningen om først at inddrage partierne så sent i processen, har allerede mødt kritik fra flere borgerlige partier. De har gennem en længere periode på det kraftigste efterlyst væsentlige regnestykker for de næste skridt i en forsigtig genåbning

Flere test

Regeringen har med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen lagt op til, at en kontrolleret genåbning skal ske ved at skrue markant op for coronatest. Flere skal vænne sig til at blive testet to gange om ugen, lyder det.

»Testkapaciteten ser vi som en forudsætning for at kunne åbne,« lød det onsdag fra justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde.

Onsdagen igennem har SF turneret i medierne med budskabet om, at partiet gerne ser de ældste skoleelever og mindre butikker som de første til at få en mere normal hverdag tilbage.

»Jeg håber ligesom SF, at der er plads til en yderligere genåbning her 1. marts. Men vi har ikke det resultat endnu,« svarede Magnus Heunicke i Radioavisen.

Ministeren lægger op til, at nogle dele af genåbningen kan ske på landsplan, mens andet vil ske på regionalt niveau alt efter smitteudbredelsen.

De nuværende coronarestriktioner løber frem til 28. februar. Dog har de yngste klasser fået lov til at vende tilbage i skole.