Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen, kære læser, og velkommen til dagens nyhedsoverblik på Berlingske.
Vi skal i dag runde Elon Musk og Vladimir Putin, de danske privathospitaler, de rigeste danskeres flyrejser og en stor udfordring i Kriminalforsorgen.
Men vi starter i hjørnekontoret på tredje sal af Berlingske Medias hus her i Pilestræde.
Tom Jensen: Hvorfor taler en samlende kriseleder usandt om andre?
Hver eneste af ugens syv dage vil Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, signere »Det borgerlingske nyhedsbrev«.
I dag er det således blevet tid til det 11. af slagsen. Og det handler om statsminister Mette Frederiksen (S).
Mere præcist handler det om »statsministerens behov for at sige forkerte ting til befolkningen under tv-debatter«.
Som overskriften antyder, forstår Tom Jensen ikke, hvordan statsministeren på den ene side vil stå i spidsen for en samlende regering hen over midten – og samtidig turnere med usande påstande om de blå statsministerkandidaters politik.
»I løbet af foreløbig tre tv-debatter er statsministeren blevet grebet i at udslynge hele fire usandheder til den måbende danske befolkning – hvis den da måber. Det kan også være, dele af den sluger det hele råt,« skriver Tom Jensen og går påstandene igennem én efter én.
Du kan læse hans nyhedsbrev her og skrive dig op til at modtage »Det borgerlingske nyhedsbrev« hver dag her.
Han er en »nyttig idiot«, siger kritikerne. Imens klapper autokraterne ad Elon Musks gale ideer
Techmilliardæren Elon Musk er for nylig endt i en speget sag om krigen i Ukraine, skriver Berlingske.
For mens den flamboyante og entusiastiske forretningsmand har et åbenlyst talent som iværksætter, skorter det måske på talentet, når det gælder storpolitik.
Elon Musk lagde for nylig en kontroversiel afstemning på det sociale medie Twitter, der handlede om, hvordan han så det bedst mulige udfald på krigen i Ukraine.
Et udfald, der – skal man tolke Ukraines præsident, Zelenskyj – er særdeles Rusland-venligt.
Og for nylig eksploderede sagen også, da det kom frem, at Musk angivelig kort inden det kontroversielle tweet var i direkte kontakt med den russiske præsident, Vladimir Putin, for at drøfte præsidentens minimumskrav til fred i Ukraine.
Privathospitaler forventer rekordstort antal patienter fra det offentlige i 2022 – men de fylder stadig minimalt i det store billede
De danske privathospitaler forventer at have behandlet 200.000 offentligt henviste patienter ved udgangen af året, hvis den nuværende udvikling fortsætter.
En ny rekord.
Og samtidig viser en analyse af de seneste fem års regnskaber fra 18 af landets største privathospitaler og -klinikker, der behandler sygdomme i kroppen, at antallet af ansatte er vokset med 37 procent trods suspension af behandlingsgarantier under coronapandemien, mens den gennemsnitlige bruttofortjeneste pr. hospital er steget med 17 procent.
Det skriver Berlingske.
Travlheden skyldes de ventelistepukler, som er blevet opbygget under coronapandemien og sygeplejerskekonflikten. Men selvom der er travlhed på operationsstuerne på de danske privathospitaler, fylder de fortsat meget lidt i det samlede sundhedsbillede.
De rigeste danskere flyver langt mere end gennemsnittet: »Jeg er nok lidt af en klimasynder«
Den grønne omstilling handler som bekendt ikke kun om strukturerne, men også om de valg, den enkelte foretager.
Og her er antallet af flyrejser selvsagt et emne.
DR kan på baggrund af tal fra Danmarks Statistik fortælle om danskernes flyvevaner, og de viser – nok ikke så overraskende – at dem med flest penge flyver mere.
Faktisk flyver de rigeste ti procent af befolkningen i Danmark op mod fire gange så meget som en gennemsnitsdansker, målt i kroner og øre.
DR har talt med den nordjyske erhvervsmand og investor Mads Peter Veiby. Han flyver på ferie med familien omkring tre gange årligt.
»Jeg er jo nok lidt af en klimasynder,« siger han.
Kriminalforsorgen står med et aldersproblem: Løsningen kræver dobbelt så mange ansættelser som i dag
Tal fra Fængselsforbundets medlemsdatabase viser en bekymrende udvikling.
Eksempelvis er sandsynligheden for at møde en 55-årig fængselsbetjent i Kriminalforsorgens institutioner tre gange større end at møde en 32-årig, skriver TV 2 Lorry.
Gruppen af ansatte over 40 år er mere end dobbelt så stor som gruppen af yngre ansatte, og det er et problem, siger Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen.
»Man har skubbet et problem foran sig og undladt at ansætte nok nye, da muligheden var der. Vi har en kæmpe udfordring de næste mange år, som jeg ærlig talt ikke ved, hvordan man løser,« siger han.
For at holde den nuværende personalestab målt på antallet af hænder vil det således kræve, at der i de næste 20 år ansættes dobbelt så mange i Kriminalforsorgen, som der bliver ansat på nuværende tidspunkt.
Det sker i dag:
Indland: Klokken 8.00 kommer Danmarks Statistik med nye tal for befolkningens udvikling.
Indland: Tivoli åbner til halloween klokken 11.00.
Politik: Venstre præsenterer sundhedsudspil klokken 12.30.
Politik: Valgdebat om erhvervspolitik på Børsen klokken 16.00.
Udland: I Kasakhstan er der topmøde for asiatiske stater. Her vil Ruslands præsident, Vladimir Putin, muligvis deltage.
Udland: NATO ventes at holde pressemøde klokken 16.30, efter at forsvarsministrene har holdt møder i to dage.
Tak, fordi du læste med!