Bedre sygehuse står øverst på danskernes ønskeliste

Sygehusene og ældreomsorgen ville få over halvdelen, hvis befolkningen skulle fordele en ekstra pose penge til den offentlig service.

Sundhedsvæsnet ligger suverænt i top, når danskerne skal pege på, hvilket offentligt serviceområde, der trænger mest til forbedringer. Hvis alle danskere fik 100 kr., som man kunne fordele blandt de offentlige serviceområder, skulle hele 31 kroner i gennemsnit gå til sundhedsvæsnet. Det viser en meningsmåling blandt 1200 repræsentativt udvalgte danskere, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4.

22 kr. skulle gå til ældreomsorgen, 19 kr. til folkeskolen, 11 kr. til daginstitutioner, otte kr. til de videregående uddannelser, syv kr. til offentlig transport og blot en enkelt krone til forsvaret.

Blot seks procent af de adspurgte i undersøgelsen mener, at bedre kvalitet i landets vuggestuer og børnehaver er det vigtigste.

/ritzau/