37-årig grønlænder kørt ihjel

Politiet har nu identificeret den fodgænger, der tidligt nytårsmorgen blev kørt ned og dræbt på Egensevej i det sydøstlige Aalborg. Der er tale om en 37-årig mand med grønlandske rødder, oplyser Nordjyllands Politi.

Politiet modtog alarmopkaldet klokken 05.32, og da de nåede frem til ulykkesstedet, kunne det konstateres, at fodgængeren var blevet ramt af en bil og havde fået alvorlige skader. Han døde på stedet.

»Politiet arbejder stadig på at klarlægge hændelsesforløbet. Der er dog intet, der tyder på, at der har været spiritus eller for høj hastighed indblandet,« skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

BNB