S-togsrevisorer smider uniformen

En prøveordning bliver nu permanent, så en tredjedel af de i alt 150 S-togsrevisorer fremover vil være i civil, for bedre at kunne nuppe gratisterne.

Gratister anslås at koste DSB ca. 60 millioner årligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Helles Eriksen
Det bliver sværere for de »professionelle« gratister at snyde sig til en gratis tur med S-toget, når DSB S-tog fra onsdag den 5. august indfører civilklædte togrevisorer som en permanent ordning.

»Sidste års prøveordning, som vi kørte fra september og året ud, gav så positive resultater, at vi har besluttet at gøre ordningen permanent,« siger servicechef Søren Krarup-Jensen.

»De civile revisorer havde især held til at få fat i mange af de »bevidste« gratister, der normalt hænger ved udgangene og stikker af, så snart de ser en uniform stige på toget. Dem vil vi meget gerne have fat på.«

I modsætning til uniformeret personale kan de civile revisorer blande sig med de øvrige passagerer og først give sig til kende, når toget er kørt fra perronen, og det er for sent at komme af. Gratister anslås at koste DSB S-tog ca. 60 millioner kroner årligt.

Udover at afsløre flere snydere, forventer Søren Krarup-Jensen imidlertid også, at ordningen med civile revisorer vil give togrevisorerne bedre arbejdsbetingelser og bedre arbejdsmiljø:

»Dels fordi det giver mere variation i arbejdet, når man skiftevis optræder i uniform og civil, men især fordi erfaringen viser, at de civile revisorer møder mindre vold og trusler end de uniformerede,« siger han.

»Faktisk oplevede vi ikke ét eneste tilfælde af vold eller trusler i forsøgsperioden. Det skyldes formentlig, at der er mindre fokus på de civilklædte revisorer, og gratisterne, der bliver afsløret, føler sig mindre udstillet, end når det er en uniformeret revisor.«

DSB S-tog har netop ansat 20 nye revisorer, så det samlede antal kommer op på 150. Heraf skal der til stadighed være en tredjedel, der er i civil. De skal nu på kursus og bl.a. uddannes i konflikthåndtering og de særlige krav, der stilles til embedsmænd, der optræder i civil.