En vinterdag i Venedig

Hører du til en af dem, hvis første møde med Venedig var præget af alenlange seværdighedskøer og en evig søgen efter kølig skygge, forbavses du af det rolige tempo og det lokale liv, som om vinteren bryder ud af de gamle palazzi.

Vær forberedt. Det Venedig, der møder én om vinteren, er den ortogonale oplevelse af sommerens menneskemættede turistmagnet. Foto: Julie Nielsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vær forberedt. Det Venedig, der møder én om vinteren, er den ortogonale oplevelse af sommerens menneskemættede turistmagnet. Af de ca. 18 millioner besøgende, byen årligt kan prale af, er langt over 2/3 dagsturister. Og kun et fåtal aflægger besøg i vinterhalvåret. 

Læs også: 5 oplevelser i vinter-London

Besøger man Venedig om vinteren, er et godt råd at starte tidligt på den centrale piazza, hvorfra verden i middelalderen udsprang. Vi taler naturligvis om Piazza San Marco - Markuspladsen. Pladsen er omgivet af den karakteristiske 99 meter høje kampanile, en tro kopi af forgængeren, som styrtede sammen i 1902, den multietnisk-inspirerede og overdådigt udsmykkede Basilica di San Marco (Markuskirken), som hylder Venedigs skytshelgen St. Markus, og det ny-restaurerede Torre dell’Orologio (Verdensur). Med andre ord - på Markuspladsen får man Venedigs storhedstid serveret, som havde den stået uberørt hen i århundrede. 

Lidt forskudt af Markuspladsen ligger Palazzo Ducale - Dogepaladset. Herfra regerede Venedigs enevældige Doger under storhedstiden.

Dogepaladset er åbent for besøg året rundt, og rejser man med små børn vil særligt dette palads formentlig imponere. Foruden de barokt udsmykkede regeringssale får man her et barskt indblik i datidens sociale bagside med dystre fængselsceller. 

Skønt Markuspladsen er affolket om vinteren, er månederne fra november til februar dog det tidspunkt, hvor lokalbefolkningen bryder ud. Og selv om størstedelen forlængst er flyttet til den landfaste tvillingeby Mestre, møder du alligevel den pelsklædte gamle dame på vej på marked, og grupper af lokale mænd, som højlydt er forsamlet over et slag kort og et glas vin. Dette syn er kun vinteren forundt. Om sommeren er de væk. Gemt bag de tykke mure, der beskærmer dem fra den millionstrøm, der har indtaget deres by.  

Til gengæld er caféerne på Markuspladsen åbne om sommeren, det er der ikke mange af dem, der har, når kalenderen står på vinter. Så træk i stedet ind i de mindre sidegader, hvor de små hyggelige (og varme) caféer serverer den tiltrængte cappuccino og brioche (italiensk croissant). 

Mange af Venedigs allerstørste attraktioner ligger nær Canal Grande, der som Venedigs »hovedkanal« bugter sig igennem den venezianske hovedøgruppe.

Canal Grande er en attraktion i sig selv, ligesom man bør inkludere en sejltur ned ad kanalen i programmet. Vælg mellem budgetvarianten, den almindelig bådbus, lokalbefolkningen tager, eller luksusløsningen - en lejet gondol. Undervejs kan man måske spotte brandbåde eller politibåde under udrykning og på den måde få indsigt i, hvordan hele hverdagslivet i denne by foregår til vands. 

Hvor det særligt er kunst og historie, Venedig slår sig på i forhold til sine turister, er der indenfor denne genre rum for enhver smag. Er man til moderne kunst, er Peggy Guggenheim Samlingen et godt bud. Med sin fantastiske beliggenhed ud til Canal Grande finder man her værker af de allerstørste indenfor moderne kunst, inklusive Picasso, Ernst og Magritte. Ofte er her også særudstillinger.

Er man mere til religiøse eller pompøse historiske værker, herunder levende skildringer af Venedigs ofte dramatiske historie, er Galleria dell’Accademia sagen. Følg her Venedigs kunstudvikling fra 1400-tallet frem til 1800-tallet.  

Venedig består af over 100 småøer og ikke alle kan nås via bro. Bevæger man sig lidt ud i Laguna Veneta (den venezianske lagune) møder man efter cirka 10 minutters sejltur øen Murano, som er verdenskendt for sin glasproduktion.

Her blev blandt andet spejlet opfundet i sin tid, og en gåtur øen rundt giver godt indblik i den storproduktion, som engang har fundet sted. Selv om øen nu mere er gearet mod masseturismen, og masseproduktionen for længst er flyttet andetsteds, kan man stadig se glaspustere fremstille imponerende kunstværker i produktionslokalerne. Som kan købes med hjem, hvis man vel at mærke har taget den store pengepung med.  

På vej tilbage fra Murano gør den lokale »bådbus« holdt ved Venedigs kirkegårdsø - Isola di San Michele. Kirkegården blev opført af Napoleon, som forbød begravelser i den historiske bymidte.

En spadseretur på St. Michele bevidner de berømte besøgende, som byen gennem tiderne har tiltrukket. Blandt disse er nobelprismodtageren i litteratur Joseph Brodsky og komponisten Igor Stravinsky. 

I den sene eftermiddagstime mindes man om, at man befinder sig på havet. Den kolde havdis trækker ind over byen og indhyller den i et eventyrsagtigt lys.

På afstand er det utroligt smukt at betragte de gamle bygninger delvist forsvinde i disen, men hvor man hele dagen har kunnet sidde udenfor med et glas rødvin og udsigten til den lave vintersol (ganske vist iklædt vinterjakke), er det nu på tide at rykke indendørs. 

Og intet sted afsluttes en vinterdag i Venedig bedre end på det lokale Enoteca. Her kan man ikke blot få en indførsel i italiensk vin (bag baren tales ofte tilpas gebrokkent engelsk til sludder-etablering), men også nippe til italienske delikatesser som pecorino (gedeost) og prosciutto di Parma (parmaskinke).

Om vinteren kan man tilmed roligt tage en god bog med eller forsøge at stave sig igennem avisen La Repubblica for nyt om Berlusconis seneste skandaler. For andre gæster er her ikke mange af. 

Læs også: Valentins-destinationer der hitter