Charme, mad og lækker bold

De har det hele – skøn mad og velsmagende vin, flot natur og godt klima, betagende kunstskatte og tussegamle bygningsværker. Problemo: Ikke ret mange kender til dem.

Foto: Elsebeth Mouritzen

Mandi,« siger guiden Edda med et smil.
Hun ved godt, at vi ikke forstår en lyd. Det gør flertallet af hendes landsmænd heller ikke.

Læs også:
Pallesens romerske perler

Hun hilser os velkommen på friulano, det lokale sprog i den nordøstlige region af Italien, som ikke ret mange kender – medmindre de interesserer sig for fodbold eller skinke – med det lange navn Friuli Venezia Giulia.

Hun er stolt af at kunne sproget (det er ikke en dialekt, forklarer hun venligt på tysk og engelsk), men hun er endnu mere stolt af sin region. Ikke kun for maden, vinen, naturen og vejret, der er det første, man lægger mærke til som turist. Næ, hendes hjerte banker især for det historiske Friuli Venezia Giulia, fordi det også er historien om en del af støvlelandet, som har gået så grueligt meget igennem, og hvor befolkningen har været invaderet, annekteret og i bogstavligste forstand rystet i sin grundvold, men som nu er kommet »tilbage« til Italien som en harmonisk smeltedigel af italiensk, slavisk og tysk kultur.

Vi tager lige det med fodbolden først. Regionens sportslige stolthed er fodboldklubben Udinese Calcio, som hører hjemme i den næststørste by Udine med plads i den hjemlige A-liga (ganske vist i bunden lige pt.), mens hovedstaden Triestes hold kun ligger i 2. division. Det er lige så følsomt et emne som FCK/Brøndby, så vi taler ikke meget om det, men får hvisket i øret, at det er, fordi Trieste ikke har lige så mange penge at købe gode spillere for...

Så kan vi også lige så godt tage den med skinken, fordi det er et spejlbillede på det dilemma, som Friuli lider under. Regionen har lige så meget at byde på som det øvrige Italien, men de føler sig lidt i skyggen af kendte destinationer som Toscana, Lombardiet og Veneto, der har været det naturlige rejsemål for mange turister i flere generationer.

»Vores prosciutto er lige så god som den i Parma, ja, vi synes jo, den er bedre, fordi den har en lidt »sødere« smag,« siger Edda, da vi nærmer os byen San Daniele, som har lagt navn til Italiens anden kendte skinke. Hemmeligheden bag dens succes er mikroklimaet, som modner skinkerne til perfektion i de mange fabrikker med høje, åbne vinduer, der lukker luften ind. Skinkerne hænger minimum 13 mdr., men skal det være bedste kvalitet, kommer de ikke af krogen før efter to år – og det afspejles også i prisen. Da vi har smagt et stykke silkeskåret langtids-modnet, forstår vi godt lokalpatriotismen. Mmmm.

De har faktisk et ord for det på italiensk, »campanilisme« (af ordet campanile, som betyder klokketårn), dvs. man er meget bevidst om at hæge om sit lokale område. Der er ikke noget at sige til det, sådan som friulanerne har været politisk og kulturel kastebold gennem tiderne. Det første synlige bevis finder vi på en rejse i historien, som tager sit udspring i Aquileia i det sydøstlige Friuli, længe inden nogen tænkte på at tørre skinker eller spille bold på grønsværen.

Den store turist-attraktion er de arkæologiske udgravninger af en af Romerrigets betydeligste byer, grundlagt 181 f.Kr. som et forsvar mod landene mod nord og øst. Få århundreder efter havde Aquileia antageligt 100.000 indbyggere med amfieteater, forum, pragtvillaer og havn – i dag er floden bare et vandløb, og her bor kun knapt 4.000 i beskedne huse omgivet af majsmarker (til den populære spise polenta).

Det er kun 100 år siden, man påbegyndte udgravningerne, og det er en betagende spadseretur, en mellemting af en mindelund og et frilandsmuseum, mellem søjler, cypresser og rester af nedfaldne friser, som leder ned til Santa Maria Assunta-basilika’en fra det 4.århundrede. Hovedskibet på kirken har et imponerende mosaik-gulv, som først blev afdækket, samtidig med at man opdagede den forsvundne by, og det beskriver som en anden tegneserie livet på den tid i farverige billeder. Byen blev ødelagt af hunnerkongen Attila i år 452 og blev siden forsøgt genopført i middelalderen, hvorefter den langsomt sygnede hen. Aquileia blev i 1998 optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Det samme håber guiden Edda sker for Cividale, senest i 2011. Byen har været nomineret til det i nogle år nu, fordi den er også et monument over store historiske begivenheder, men især fordi den har nogle unikke arkitektoniske perler som det kristne kirkemuseum, Djævlebroen og longobardernes tempel ved den smaragdgrønne Natisone-flod. Byen blev grundlagt af Julius Cæsar 50 år f.Kr. som Forum Iulii, og det er herfra regionens senere navn, Friuli, stammer.

Mens vi går rundt i middelalderbyens smalle gader, som ikke lader nogen toscansk idyl noget efter, fortæller Edda begejstret om året 568, hvor de første longobarder kom til byen og som med tiden var med til at gøre Cividale til et religiøst og politisk centrum, ligesom kunst og kultur trivedes under deres herredømme.

»Det kan være, at det er nogle af dine forfædre,« driller hun.
Longobarderne (»de langskæggede«) kom fra Skandinavien og betragtes ikke som hærgende vikinger, men som et positivt bidrag til lokalhistorien, inden de drog videre vestpå til det senere Lombardiet og mellem-Italien, efterladende sig betydelige kulturskatte, som vi stadig kan se den dag i dag.

Ude østpå i grænsebyen Gorizio har de været knap så begejstrede for alle tilflyttere i tidens løb. Denne smukke alpeby med et næsten middelhavsagtigt klima har om nogen mærket de historiske omvæltninger gennem tiden: de har været regeret af de østrigske habsburgere, så af franskmændene under Napoleons-krigene, og efter de blodige slag i de nærliggende slovenske bjerge under Første Vrdenskrig fulgte nogle komplicerede årtier, hvor de på skift var regeret af Italien, Nazi-Tyskland og Jugoslavien.

I 1947 blev provinsen og byen endelig italiensk igen, men med den sørgelige konsekvens, at byen blev delt – bogstaveligt – af en mur. Den blev først revet ned igen i 2004, da Slovenien blev medlem af EU. Man kan stadig se resterne af den, og en mindesten, foran den transalpine banegård fra 1906, som havde togforbindelse til Wien i gamle dage. Nu tilhører den Slovenien, og derfor står der også Nova Goricia (Ny Gorizio) på perron-skiltet. Det gamle damptog kører i øvrigt stadig en gang om måneden noget af oprindlige rute ind i Slovenien for turisterne.

De mange hundreder års historie kan ses overalt i byen, lige fra middelalderslottet Castello di Gorizia, kirkerne og den velbevarede jødiske synagoge til de mange fine herskabsvillaer, som har huset skiftende herskere i tidens løb. To museer ved siden af slottet fortæller på hver sin måde om betydningsfulde år med vidt forskellige permanente udstillinger, den ene om den grumme tid under Første Verdenskrig og den anden om borgerskabets gode liv fra 1700-1900-tallet med smukt tøj og smykker og en fortid som førende kniplinge-fabrikanter, men begge dele giver forståelse for den sammensatte region.

Vi skyller oplevelserne ned med en temperet Colli Oriental del Friuli-hvidvin, lavet på druer dyrket i Collio, de bølgende bakker omkring byen. Den kolde nordenvind, bora’en, holdes væk af bjergene og sikrer dermed et gunstigt klima især på denne egn, som bidrager stort til hele regionens samlede årlige produktion på 80 millioner flasker ganske udmærket vin.

Tilbage i Udine, vores udgangspunkt for rejsen og Friuli Venezia Giulias charmerende midtpunkt, gør vi det, som italienerne er så gode til, at nyde livet udendørs. Omkring os summer det på kaffebarer og osteria’er, både unge og gamle cykler i de smalle gyder og gader, som her og der fortæller to epokegørende historier på én gang.

1976 blev endnu et annus horribili for regionen, da Udine var epicenter for et voldsomt jordskælv (det sidste skælv var i 1511), som ødelagde gammelt som nyt. På via Cavour i den gamle bydel står et hus med de smukkeste gamle pastelfarvede fresco’er på gavlen – de kom til syne, da de yderste lag puds smuldrede af i efterskælvet.

Det er vores stikord til at gå indenfor, først i Duomo’en og dernæst i Musei Diecosano, som begge har pragteksemplarer af den venetiansk-uddannede fresco-maler Giovanni Tiepolo’s arbejder fra 1700-tallet. De regnes for nogle af verdens smukkeste, han kan måle sig med de bedste på den tid, og han adskiller sig fra de andre ved at male i trompe-l’æuil stil.

Vi går videre til Piazza Libertà, som Edda kalder »den smukkeste plads udenfor Venedig«, fordi dens klokketårn minder meget om det, der står på San Marco-pladsen. Vi tager de sidste stejle skridt op mod Castello, borgen på byens højeste punkt, som Attila skabte for bedre at kunne se ud over landet, efter at han havde brændt Aquileia af. Åndeløs udsigt.

Nicoline og Thomas Helveg: Her er vores Italien
Hvorfor skal man vælge at tage til Friuli Venezia Giulia? Det bedste er vel at spørge nogen, som har boet der.
Fodboldspiller Thomas Helveg, OB, og hans kone, designer og kunstner Nicoline Helveg, boede i Udine, den kulturelle hovedstad i Friuli Venezia Giulia-regionen, i årene 1994-1998, hvor han spillede for den lokale klub Udinese. Selv om han kom videre til Inter og AC Milan de efterfølgende seks år, banker deres hjerter stadig varmt for den lidt ukendte region.

»Udine er bare en skøn by, som hviler i sig selv, ja, hele regionen gør. Det er et helt andet Italien, ikke så stressende som i Venedig eller Milano. Folk er mere venlige, arbejdsomme og ja, også lidt provinsielle, men de er stolte af deres egn og kredser omkring de ting, som er vigtige i deres tilværelse. Man føler sig velkommen,« siger Nicoline Helveg til Rejseliv, sekunderet af Thomas Helveg.

»Vi var rigtig glade for at bo der, og har også været tilbage siden. Udine er en smuk by inde i landet, som er et godt alternativ til turistbyerne langs kysten. Byen ligger omkring en høj, hvor der på toppen er et museum med den mest fantastiske udsigt – bjergene på den ene side, og på en klar dag havet på den anden. Der elskede vi at tage op og nyde storheden.

Ellers holdt vi meget af det nære byliv, som udgår fra Piazza San Giacomo, byens gamle torveplads. Det er også her, italienerne mødes til en aperitivo på en af de mange barer, der ligger i kanten rundt om pladsen. Her kender alle hinanden, man føler sig tryg. Vi kom meget på Al Capello, hvor man stod ude både sommer og vinter, inden man gik videre på restaurant. Vi spiste aldrig på barerne – det gør man ikke! – men på nogle af de mange skønne restauranter, som lå lige rundt om hjørnet med det lokale, friulanske køkken som polenta, ragú osv. Vi kom flere gange om ugen på Concordia på 21 Piazza I Maggio sammen med de andre fra klubben og fik traditionel pizza og pasta,«

»Det er et skønt sted at bo hele året, men vi holdt allermest af foråret i Udine. Allerede fra februar/marts er det varmt, selv om der stadig er sne i bjergene, og man kan sidde ude og spise frokost. Indenfor en times kørsel kan man enten være på ski eller gå langs vandet i de små badebyer i over 20 graders varme. Vores yndlingssteder var på ski i Tarvisio og i vandet ved Grado, som er en badeby som i gamle dage. Vi tog også tit til Lignano, som er en større badeby.

Vi bliver aldrig trætte af at se den gamle romerske by Aquileia – her, hvor det hele startede engang. Lige ved siden af er kirken med de smukkeste mosaikker. Det er et must-see,« siger Nicoline og Thomas Helveg.

5 ting du også kan prøve i Friuli Venezia Giulia:

Golf
Mellem vinmarker og slotte, for bjergenes fod eller tæt på havet, der er altid en golfbane i nærheden. Nærmere betegnet otte, alle på nær én med 18 huller.

Ski
140 km sikre skiløjper i Tarvisio og Sella Nevea og tre andre regionale skicentre, men også 100 km cross-country områder, mulighed for at køre med slædehunde og bo i igloo-landsby i Valcellina.

Aktiv
Mountain-biking, rapelling, trekking og vandreture, især i Dolomitterne, som på Friuli-siden er på verdensarvlisten – med overnatning i hyrdernes hytter – men også sydpå i vådområderne ved lagunerne Grado og Marano.

Sejle
Der findes 23 marinaer og 15.000 havnepladser for fritidssejlere langs kysten. Turistrådet holder 100 events om året, bl.a. Barcolana, verdens største regatta, og Nautilia, en international kendt messe for brugte lystbåde.

Bade
Ernest Hemingway kaldte Lignano Sabbiadoro for »Italiens lille Florida«. Med sine 8 km gyldne sandstrande er det regionens populæreste strandområde, men hele kystlinjen fra Venedig til Istrien tilbyder 130 km uspoleret kystlinje med mulighed for at bade og surfe i Adriaterhavet.

Læs også: Forår i Toscana