Slap konkurrence giver ikke kun dyrere lån, det koster også på velfærden

Højere omkostninger ved realkreditlån koster både investeringer i virksomhederne og lavere velfærd generelt i samfundet, mener cheføkonom.

Foto: Linda Kastrup. Arkivfoto. Højere omkostninger ved realkreditlån koster både investeringer i virksomhederne og lavere velfærd generelt i samfundet, mener cheføkonom.
Læs mere
Fold sammen

Cheføkonom Steen Bocian i Dansk Erhverv roser Konkurrencestyrelsen for en usædvanlig klar rapport om manglende konkurrence i realkreditsektoren.

»Konkurrencerådet er således meget klart i mælet, »der er et klart potentiale for, at boligejerne kan høste gevinster, hvis konkurrencen forbedres«, lyder den klare konklusion.

Konkurrencerådet har primært fokus på boliglån til private, men der gælder helt samme forhold, når vi taler udlån til erhvervsvirksomhederne. Realkreditkunderne, både boligejerne og erhvervslivet, betaler en pris for deres lån, som ikke kan begrundes ud fra realkreditinstitutternes omkostninger eller de meget omtalte kapitalkrav,« skriver Bocian i en kommentar til rapporten.

Han er heller ikke i tvivl om konsekvenserne af den manglende konkurrence.

»Den manglende konkurrence betyder, at erhvervslivet investerer mindre, end det ellers ville have gjort. Dertil kommer, at de danske husholdninger har unødigt høje omkostninger. Samlet set betyder det, at velstandsniveauet i dansk økonomi bliver lavere, end det kunne have været,« skriver han.

Steen Bocian opfordrer politikerne til at tage fat på initiativer, der kan øge konkurrencen i realkreditsektoren. Men han stiller spørgsmål ved, om Konkurrencerådets 16 konkrete anbefalinger er nok.

»Det danske realkreditsystem er godt sammenlignet med, hvad man ser i mange andre lande, men det skal gøres bedre. Det er vigtigt, at vi ikke skyller barnet ud med badevandet, men rapporten bør åbne politikernes øjne for, at mange af de argumenter, der oftest bruges til at forsvare prisstigninger på realkreditprodukter ikke holder vand,« lyder hans kommentar.