Opsvinget kan knap mærkes i familien

Selv om dansk økonomi er i fremgang, så flader opsvinget i husholdningerne ud.

Foto: Nikolai Linares

Der bliver ikke meget ekstra at slå til Søren med i danske husholdninger fremover. Mens en typisk familie i år får knap 350 kroner mere om måneden til forbrug, så falder fremgangen i rådighedsbeløbet til næste år til 156 kroner.

Det fremgår af Danske Banks seneste prognose for landets økonomi.

Set over flere år er faldet i fremgangen endnu større fra de 626 kroner i 2013 og 405 kroner i 2014, som rådighedsbeløbene steg med.

Årsagen til, at fremgangen løjer af er dels, at der blev gennemført skattelettelser i 2013 og 2014, dels at priserne begynder at stige efter et par år med lav inflation.

»Der kommer lidt mere gang i prisstigningerne, og det udhuler købekraften. Prisen på benzin og fødevarer er generelt gået forbrugernes vej de sidste par år, og der har også været flere afgiftslettelser,« skriver privatøkonom Las Olsen i prognosen.

Han påpeger dog, at den generelle fremgang i økonomien også betyder, at der er udsigt til prisstigninger på ejerboliger, lige som familierne vil opleve højere jobsikkerhed.

»Ved udgangen af 2016 kommer familiens hus til at være steget med 14 procent i forhold til, hvad det var værd i slutningen af 2014, hvis vores prognose holder stik. Det svarer til en stigning på over 200.000 kroner. Højere huspris giver ikke i sig selv plads til at øge forbruget, hvis familien bliver boende i huset. Men det giver en betydeligt større sikkerhed, at der igen er en klar friværdi i huset, og det giver også en billig adgang til at låne penge, hvis det skulle blive nødvendigt. Desuden regner vi med, at det gradvist bliver lettere at finde et nyt job i Danmark i perioden, hvilket også øger den økonomiske sikkerhed,« påpeger Las Olsen.

I forhold til den forrige prognose har Danske Bank nedjusteret forventningen til lønstigningen i 2015 fra 1,8 til 1,6 procent, fordi lønningerne kun steg 0,3 procent i første kvartal.

Til gengæld har energipriserne udviklet sig bedre for familien end ventet.

Jokeren i familiens økonomi er, om den kommende regering under ledelse af Lars Løkke Rasmussen (V) vil justere skatter og afgifter, som nogle af partierne i hans parlamentariske grundlag ønsker.

»I valgkampen har der blandt andet været talt om skattelettelser, fradraget for fagforeningskontingent, grundskylden og punktafgifterne. Hvis der sker noget på de områder kan det hurtigt betyde væsentligt mere end den forholdsvis lille ændring i rådighedsbeløbet, som vi regner med,« skriver Las Olsen.