Kan stedfar pludselig begunstige sit eget barn?

Skal ét barn have halvdelen og de øvrige fire børn kun have en brøkdel af arven?

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere

? Vi er fire søskende efter vores biologiske mor, som var gift i 30 år med en mand, som også har et barn fra tidligere ægteskab. Hun har altid fortalt os, at der var lavet testemente således, at alle fem børn arvede på lige fod med en femtedel til hver efter længstlevende ægtefælle.

Efter hendes død har hendes ægtefælle anmodet mundtligt om at sidde i uskiftet bo, hvilket vi fire særbørn selvfølgelig har givet mundtligt samtykke til.

Pludselig vender han på en tallerken og vil skifte ud fra en hel masse usammenhængende undskyldninger, men det viste sig hurtigt, at det handlede om, at vores mors mand ikke synes, at det var rimeligt, at arven efter ham skulle deles i en femtedel til alle børn. Han synes, det er helt rimeligt, at hans særbarn så i realiteten arver vores mors formue, da han jo vil arve 15/16 af hendes del af fælles formue.

Hordan kommer vi videre, og hvilke rettigheder vi har ifølge deres testamente?

Med venlig hilsen G.

! Til almindelig forståelse for svaret skal jeg oplyse, at spørgeren havde medsendt testamentet, som moderen havde lavet sammen med stedfaderen. I det var bestemt, at hvis der blev skiftet efter førstafdøde, skulle længstlevende arve mest muligt. Endvidere er det bestemt, at længstlevende frit skal kunne ændre testamentet, for så vidt angår arven efter længstlevende: »Dog skal den af os, som bliver længstlevende, ikke kunne ændre bestemmelserne i dette testamente til skade for førstafdødes livsarvinger.«

Længstlevende har ikke pligt til at sidde i uskiftet bo. Han er derfor i sin gode ret til at ønske skifte. I kan derfor under ingen omstændigheder forhindre, at boet skiftes, og at I nu får tvangsarven efter jeres mor. Det er derfor også rigtigt, at han kommer til at sidde tilbage med 15/16 af den fælles formue.

Imidlertid betyder det ikke nødvendigvis, at alt håb er ude for jer på langt sigt. Længstlevendes såkaldte testationskompetence er nemlig begrænset, da han ikke må ændre bestemmelserne til skade for Jer. I sidste ende betyder det efter min fortolkning af testamentet, at I skal arve hver en femtedel af den formue, som længstlevende vil efterlade sig.

Længstlevende vil dermed være stillet nogenlunde på samme måde, som hvis han havde siddet i uskiftet bo. I arveloven er der nogle bestemmelser i § 83-85, der på mange måder minder om reglerne om misbrug af et uskiftet bo. Essensen af de regler er, at længstlevende ikke må disponere i levende live over formuen på en måde, der er til skade for dem, som måtte være indsat i et fælles testamente til at arve efter længstlevende.

I forbindelse med skiftet nu vil I få et grundigt indblik i formueforholdene, så I til sin tid vil have mulighed for at reagere, hvis der handles i uoverensstemmelse med testamentskompetencen.

Jeres sag giver mig anledning til at bemærke, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan man ønsker formuen fordelt efter længstlevende. Der er to grundlæggende principper, som jeg i al lystighed kalder henholdsvis »produktivitetsprincippet« og »ligedelings-princippet«. Det førstnævnte princip dækker over, at man I jeres eksempel ville sige, at halvdelen efter længstlevende skulle tilfalde dennes barn, mens den anden halvdel skulle tilfalde førstafdødes fire børn til indbyrdes lige deling. Ligedelingsprincippet er det, som faktisk var anført i deres testamente.

Med venlig hilsen

Viggo Bækgaard, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk