En californisk shortstory

Læs mere
Fold sammen
Det var Leif den Lykkelige, som brugte en varm klimaperiode til at sejle vestpå. De kaldte det nye land for "Vinland".

Ikke fordi de lokale stod klar med en velkomstdrink, men fordi de var betaget af den frodighed, som de mødte. "Vin"

er gammel nordisk for frodighed.



Vikingerne har uden tvivl set den vilde vinplante og har sikkert også smagt dens frugt.



De

tog pænt tilbage igen og lod altså Columbus om opdagelsen.



Missionærerne fulgte lige i hans kølvand.

De havde vinstokken med. Der skulle bruges vin til nadveren. De første missionærer, der etablerede sig fast i Californien,

slog sig ned i det, vi i dag kender som San Diego. Det var i 1769. De anlagde en missionsstation og plantede vin rundt om. Det er den

første kendte vingård i Californien.



Druetypen var den, der meget logisk kaldes "Mission", og den kom oprindeligt

fra Spanien via Chile til Mellemamerika. Den besidder de gode egenskaber, at den er let at have med at gøre og producerer en

masse. Der er bare det lille problem, at vinen ikke smager særlig godt. Alligevel var "mission" totalt dominerende

helt frem til 1900-tallet.



Franciscanermunkene anlagde 21 missionsstationer og nåede så langt nordpå som til

Sonoma. De turde ikke komme længere, for russiske pelsjægere boede i vinterhalvåret i skovene lige nord for Sonoma,

omkring den flod, der i dag hedder Russian River. De havde absolut ingen planer om at lade sig omvende.

Guldet var interessant

I

1830 så man de første forsøg på at gøre vin i Californien kommercielt. Det var en franskmand, Jean

louis Vignes, der var kommet til vestkysten fra Bordeaux. Han så mulighederne i det nye land. Han havde selv vinstokke med,

og han satte dem i det, der i dag er down-town Los Angeles.



En gruppe tyskere fulgte snart efter, og de satte deres vinstokke

i Anaheim lige der, hvor Disneyland ligger i dag, men det blev aldrig til mere end det, producenten og hans familie selv kunne drikke.



Men

så skete der noget, som skulle få afgørende betydning.



I 1849 blev der fundet guld i Californien. Det unge

USA kunne pludselig se ideen at brede sig helt ud til Stillehavet. Mexico måtte afstå, og Californien blev i 1850 indlemmet

som en del af de amerikanske forenede stater.



Mere end 100.000 bønderkarle kom fra Europa for at søge lykken som guldgravere.

De færreste fandt den. Men bare deres tilstedeværelse skabte gang i udviklingen. De havde medbragt deres vaner og traditioner hjemmefra.

De forlangte blandt andet vin til deres måltider. De stillede ikke krav til kvaliteten, bare der var nok. Missionsdruen blev

udnyttet på det groveste.



Adskillige af guldgraverne indså hurtigt, at det ikke var guldet, som ville gøre

dem rige. De så i stedet muligheden i at servicere de mange emigranter. De startede landbrug, frugtavl eller blev vinbønder.

Mange af de i dag mest kendte vinfamilier i Californien kan føres tilbage til de første guldgravere. Det var naturligt,

at de ville arbejde med de vinsorter, som de kendte hjemmefra.

Vinland bygges opDen ungarske grev Agoston Haraszthy var

ildsjælen i at gøre Californien til et vinland. Han importerede mere end 100.000 vinstokke fra Europa. Af alle kendte

varianter.



Med den transcontinentale jernbane, der i 1869 forbandt Californien med den amerikanske østkyst, fik man udvidet

sit marked, og det opmuntrede flere til at gå i gang. Fra østkysten kunne vinen også sendes over Atlanten, og på

Verdensudstillingen i Paris i 1890 opnåede californiske vine en række guldmedaljer. Den gode vin var dog stadig kun en

dråbe i havet.



Vinlusen tog også jernbanen, bare den anden vej. Fra øst til vest. Den ødelagde alle

de californiske vinstokke, og vinbønderne måtte, ligesom i Europa pode den europæiske vinstok på en resistens

rod. Og begynde forfra.



Men det gik langsomt. Første verdenskrig tog hårdt på kræfterne. Derefter 13

års "forbudstid", hvor USA var tørlagt. Så depressionen, anden verdenskrig og genopbygningen. Gennem

halvtredserne kom der igen gang i den californiske vinindustri. Det var primært for at stille egen tørst.



Kun få

vine havde dengang europæernes interesse. Det store skift - for ikke at tale om revolution - kom i midten af 60''erne. Robert

Mondavi var helt klar dynamoen i den californiske "europæiseringsproces". Han fik sine kolleger til at tro på,

at de kunne gøre det lige så godt, som alle andre. Mindst, i alt fald!



På ti år steg antallet af vinerier

fra 227 til over 800 og nu langt over tusinde. Vi kender resultatet. Californien ville, hvis det var et land, være opført

som verdens fjerde største vinproducent.



Californisk vin konkurrerer med succes med alle og på alle niveauer. I blindsmagninger

mellem verdens bedste vine overraskes man ikke mere over, at en californisk vin vinder. I den anden ende af prisskalaen ser vi fine californiske

Cabernet Sauvignoner og Chardonnayer til priser, hvor alle kan være med.