Berlingske Barometer: Konservative er blå bloks eneste lille solstråle

Blå blok går tilbage i målingerne. Kun Konservative Folkeparti står til at blive større sammenlignet med valgresultatet i 2015.

Foto: Liselotte Sabroe, Claus Fisker, Mads Claus Rasmussen & Thomas Lekfeldt

Der er ikke meget at råbe hurra for på højrefløjen disse dage, og med rygter om et meget snartkommende valg skal der løbes stærkt, hvis blå blok skal nå at indhente rød bloks forspring. Et kig på Berlingske Barometer afslører, at samtlige partier på blå blok på nær ét er gået tilbage i meningsmålingerne.

Kun en enkelt lille solstråle titter frem mellem de mørke skyer, der hænger over blå bloks målingsresultater. Det er nemlig kun Konservative, der står til at få en større bid af vælgerkagen, hvis der var valg i dag. Berlingske Barometer viser, at Søren Pape Poulsen og resten af partiet står til at få 4,2 procent af stemmerne, hvor de i 2015 fik 3,4 procent. Partiet er gået statistisk signifikant frem siden valget med 0,8 procentpoint. Den statistiske usikkerhed ligger på +/- 0,5 pct.

Målt i antal vælgere svarer fremgangen til minimum 7.000 flere mennesker, der vil sætte kryds ved det grønne C. Omend det er gode nyheder for Konservative, ser det ud til, at blå blok skal bruge lidt flere end det, hvis den skal vinde det kommende folketingsvalg.

Her kommer en hurtig gennemgang af de blå partier:

Liberal Alliance mister 100.000 vælgere

Et stykke ude på højrefløjen må Anders Samuelsen lægge hovedet i blød. Altinget kunne, på baggrund af en analyse, bringe nyheden om, at over 100.000 LA-vælgere formodentlig vil sætte deres kryds ved et andet parti. Ifølge Berlingske Barometer står Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøl-Bille, Mette Bock & co. til 5,1 pct. af stemmerne, såfremt Lars Løkke Rasmussen udskriver valg i dag. Den statistiske usikkerhed ligger på +/- 0,6 pct. Sammenlignet med deres rekordvalgresultat i 2015 er LA gået 2,4 procentpoint tilbage, svarende til omtrent hver tredje vælger. Partiet har derfor haft en statistisk signifikant tilbagegang sammenlignet med valget i 2015.

Ærgerlige tendenser i Dansk Folkeparti

Kigger man længere mod højre. står det foregående valgs helt store vinder til en massiv vælgernedgang. Dansk Folkeparti står ifølge Berlingske Barometer til 14,6 pct. af stemmerne. Det svarer til et dyk på 6,5 procentpoint.

Årsager til tilbagegangen er der mange af. Statskundskabsprofessor og valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager pegede i weekenden på blandt andet regeringens sundheds- og pensionsudspil som forklaringer på, hvorfor partiet klarer sig dårligt i meningsmålingerne for tiden.

Tilbagegangen er endnu et billede på en ærgerlig tendens for partiet. For bare 37 dage siden viste Barometeret, at DF lå til 17 procentpoint. Det er en statistisk signifikant tilbagegang på 2,4 procentpoint på mindre end halvanden måned.

Nye Borgerlige kæmper fortsat med spærregrænsen

Det er godt 3,5 år, siden Pernille Vermund grundlagde Nye Borgerlige. Noget tyder på, at vælgerne stadig ikke helt kan placere det udlændingekritiske parti. Tidligere barometertjek har meldt ud, at Nye Borgerlige peger i øst og i vest i meningsmålingerne. Og dét holder stadig stik. I en meningsmåling foretaget af Voxmeter d. 9. marts 2019 står partiet, med svanen som symbol, til en vælgertilslutning på 1,7 pct. I en anden måling foretaget af YouGov d. 10. februar fremgår det, at partiet ligger til 5,8 pct. Og det tyder på, at Vermund er klar til kamp, særligt på udlændingepolitikken, hvilket i den grad blev tydeligt i TV-duellen med Thulesen Dahl.

Vermund kan dog råbe et stille hurra over at have passeret spærregrænsen på to pct. Partiet ligger i øjeblikket til 2,2 pct. af stemmerne i det vægtede gennemsnit, men da den statistiske usikkerhed er på +/- 0,4 pct., er intet endnu sikkert.

Venstre plaget af interne stridigheder

»Løkke er en hærfører uden soldater.« Sådan er udmeldingen fra Berlingskes politiske kommentator. Og det beskriver egentlig meget godt, hvordan det står til hos Venstre på nuværende tidspunkt.

Som det ser ud nu, vil 18,9 pct. af danskerne ifølge Berlingske Barometer sætte deres kryds ved Venstre. Det er en tilbagegang på 0,6 procentpoint sammenlignet med valgresultatet i 2015. Med en statistisk usikkerhed på +/- 1,1 pct. har Venstre ikke rykket sig siden deres dårlige valgresultat for over tre år siden.

Som Thomas Larsen beskrev, skal Løkke, hvis han vil have en ægte chance for at vende trenden i alle meningsmålinger, sikre sig, at Venstre fremstår samlet og kampklar, inden han trykker på den store, røde valgknap. Med knap 90 dage, til folketingsvalget senest skal afholdes, er tiden ved at rinde ud. Hvis der var folketingsvalg i dag, ville Løkke sandsynligvis skulle aflevere nøglerne til Statsministeriet til en partifælle på den anden side af folketingsvalget.

Rød blok ligger lunt i svinget

Og Løkke har god grund til at rynke panden, for rød blok har sat sig godt tilrette i førersædet. Af Berlingske Barometer fremgår det, at de venstreorienterede partier står til 53,4 pct. af stemmerne. Det er det højeste gennemsnit siden valget i 2015. De blå partier har samlet en tilslutning på 46,3 pct. af vælgernes stemmer, og skal snøre skoene godt, hvis de vil nå op på siden af de røde partier.

Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre, og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.