Berlingske Barometer og bookmakerne er enige: Rød blok ligger lunt i svinget inden folketingsvalget

Rød blok har lagt sig foran i meningsmålingerne med 53,1 procent. Det er det højeste gennemsnit på Berlingske Barometer til rød blok siden seneste folketingsvalg.

Mette Frederiksen (S) har grund til at være glad. Hun og resten af rød blok ligger nemlig til at få 53,1 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Hvis dansk politik var en håndboldkamp, nærmer vi os slutfløjtet. Denne valgperiode er nemlig ved at være slut, og med folketingsvalg senest den 17. juni befinder vi os i kampens sidste minutter.

Berlingske Barometer viser, at de største vinderchancer ligger hos rød blok, hvis der blev udskrevet valg i dag. Ifølge Berlingske Barometer står rød blok nemlig til 53,1 procent af stemmerne. Det er det højeste gennemsnit på Berlingske Barometer til rød blok siden folketingsvalget i 2015.

Også hos bookmakerne er der taget notits af den store føring til rød blok. Overvejer du at smide penge på valget, giver Lars Løkke Rasmussen som statsminister efter valget mere præcist pengene 2,75 gange igen hos Oddset, mens Mette Frederiksen kun giver 1,45 gange igen.

Blokkenes vægtede gennemsnit i Berlingske Barometer 21. februar. Fold sammen
Læs mere

Rød blok har vundet ni mandater

På det ene hold er særligt Radikale Venstre og Socialdemokratiet årsag til, at føringen er blevet stor. Begge partier er gået frem og ville, hvis der var valg i dag, få henholdsvis 6,4 og 27,9 procent af stemmerne. Partierne står dermed til at gå 1,8 og 1,6 procentpoint frem sammenlignet med valgresultatet i 2015.

Samlet står rød blok til at have vundet 5,4 procentpoint fra blå blok siden valget og står i Berlingske Barometer til at få 93 mandater mod blå bloks 82 mandater, hvis der var valg i dag.

Blå blok har tabt otte mandater siden valget, hvor DF med 15,8 procent af stemmerne ifølge Berlingske Barometer står som den helt store taber.

Vægtet gennemsnit i Berlingske Barometer 21. februar sammenlignet med valget 18. juni 2015. Fold sammen
Læs mere

De seneste måneders ildevarslende meningsmålinger får dog ikke Kristian Thulesen Dahl til at ryste på hånden. Han påpeger over for Berlingske, at Dansk Folkeparti de forgangne år har svinget mellem 15 og 19 procent i meningsmålingerne.

Han tror dog ikke på, at partiet kan få samme gode valgresultat som i 2015.

»Op til valget i 2015 lå vi reelt mellem 17 og 19. Så hvis vi ligger på samme niveau denne gang, vil vi altså ligge samme sted som i 2015. Dengang fik vi dog nogle lånte stemmer, som gjorde, at vi fik et bedre resultat, men det kan vi ikke forvente fortsætter,« sagde Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

Største føring til rød blok i 1344 dage

Selvom føringen lige nu er stor, er det ikke første gang, rød blok lægger sig i front. Med få undtagelser har rød blok ligget på den gode side af målingerne i de 1344 dage, der er gået, siden folketingsvalget i 2015.

Sidste gang rød blok for alvor øgede føringen var på omtrent samme tidspunkt for to år siden. I februar 2017 lå rød blok til omkring 52 procent af stemmerne. Siden er det gået lidt nedad for venstrefløjspartierne, men de har altså nu lagt en for denne valgperiode rekordstor distance til modsatte blok.

Blå bloks nye hovedpine

Med Klaus Riskær Pedersens spring ind i dansk politik risikerer blå blok at tabe endnu flere stemmer på gulvet, hvis Klaus Riskær ikke formår at komme over spærregrænsen på to procent. Oddset giver i skrivende stund pengene 2,7 gange igen, hvis Riskær formår at komme i Folketinget og til sammenligning kun 1,4 gange igen, hvis han ikke gør.

Skulle Riskær alligevel ende i en af folketingssalens grønne stole, står Løkke ifølge Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator, over for nye udfordringer.

»Med Klaus Riskær Pedersens indtog kommer Lars Løkke Rasmussen til at skue ud over en blå banehalvdel, hvor ikke ret mange vil spille for holdet,« skriver han og fortsætter:

»Klaus Riskær Pedersens opdukken er en dårlig nyhed for en statsminister, der næsten på daglig basis får sine planer for valgkampen undermineret, og som har grund til at være dybt bekymret over trenden i målingerne.«

Det er ikke kun på grund af Klaus Riskær, at blå blok risikerer stemmespild. Også Kristendemokraterne og Nye Borgerlige skal ifølge Berlingske Barometer sikre sig flere stemmer, hvis de vil være garanteret mandater i Folketinget. Nye Borgerlige ligger lige nu 0,9 procentpoint over spærregrænsen på to procent, mens Kristendemokraterne ikke i øjeblikket formår at komme over grænsen.

Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre, og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.