Klaus Riskær Pedersen kan nu stille op til Folketinget

Den tidligere dømte finansmand Klaus Riskær Pedersen er nu opstillingberettiget til folketingsvalget.

Klaus Riskær Pedersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

20.109 underskrifter kræver det at komme på stemmesedlerne til et folketingsvalg.

Erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen har med rekordfart indsamlet underskrifter nok til at nå det magiske tal.

Mandag morgen bekræfter Økonomi- og Indenrigsministeriet over for Berlingske, at Klaus Riskær Pedersens parti af samme navn kan komme på stemmesedlerne til det kommende folketingsvalg.

Dog har den tidligere dømte finansmand endnu ikke overdraget sine vælgererklæringer, hvilket vil sige, at ministeriet ikke har vurderet, hvorvidt han officielt er opstillingsberettiget. Når Klaus Riskær Pedersen formelt overdrager sine vælgererklæringer, vil han officielt blive opstillingsberettiget og få sit partibogstav.

Ifølge Klaus Riskær Pedersen har han nu overdraget vælgererklæringerne til ministeriet, oplyser han på Twitter.

Klaus Riskær Pedersen er blevet kritiseret for sine metoder mht. indsamlingen af vælgererklæringerne. Han har ikke overholdt »eftertænksomhedsperioden« på en uge. Eftertænksomhedsperioden betyder, at borgerne skal have en uge betænkningstid fra de vælger at give deres underskrift til de afgiver deres endelige bekræftelse. Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser dog mandag morgen til Berlingske, at det ikke vil have konsekvenser.

Eftersom Klaus Riskær er tidligere straffet for bedrageri og har en dom på seks års fængsel bag sig, skal Folketinget sandsynligvis taget stilling, hvorvidt han er »valgbar«. Tidligere folketingsmedlem Søren Pind har flere gang udtrykt, at han håber, Klaus Riskær Pedersen vil miste sin valgbarhed vil en eventuel afstemning i folketinget.

Tirsdag formiddag afholder Klaus Riskær Pedersen pressemøde, hvor det forventes, at han vil fortælle nærmere om sit partiprogram og sine medkandidater.

Hvis Økonomi- og Indenrigsministeriet kan godkende erhvervsmandens vælgererklæringer, vil partiet blive det 12. parti på stemmesedlerne.