Venstre har ikke lagt sig fast på at nedlægge regionerne

Mens resten af blå blok agter at nedlægge regionerne, hvis de vinder regeringsmagten ved valget, har Venstre endnu ingen klar linje.

Læs mere
Fold sammen

Om det er nostalgi over at have »stået fadder« til regionerne, som kommunalordfører Jacob Jensen (V) beskriver det, eller om det skyldes de resultater, regionerne har leveret, er ikke til at vide. Faktum er i hvert fald, at Venstre nu er parat til at »diskutere regionernes fremtid«.

Partiet er således ikke klar til at gå til valg på at nedlægge landets fem regioner, der blev dannet i forbindelse med kommunalreformen i 2007.

»Vi har ikke lagt os fast på, om der skal være en ny struktur og i givet fald, hvordan den struktur så skal se ud. Men vi har lagt os fast på, at vi gerne vil diskutere det,« siger kommunalordfører Jacob Jensen.

Torsdag afholder regionerne deres årlige generalforsamling - den sidste inden et folketingsvalg - og skulle regeringsmagten skifte efter valget, kan regionerne godt forberede sig på at blive nedlagt. Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance har allerede meldt klart ud, at de agter at afskaffe regionerne.

Men selv om Venstre ved det seneste valg i 2011 skrev i partiets valggrundlag, at »regionerne skal erstattes af tre selvejende sygehusenheder«, er meldingen knap så klar forud for det kommende folketingsvalg.

»Vi vil diskutere, om der er den rigtige struktur. Det mente vi også i 2011, og der kom man så med nogle overskrifter, uden at der var noget mere specifikt indhold,« siger Jacob Jensen.

Spørgsmål: Så I går ikke til valg på at nedlægge regionerne?

»Vi tager udgangspunkt i den opgave, der skal løses. Og der mener vi, at opgaven i dag er en anden end for år tilbage, nu hvor sygehusstrukturen er faldet på plads, og supersygehusene er ved at blive bygget.«

Rød blok går til valg på at bevare regionerne, og hos Socialdemokraterne efterlyser man et klart svar fra Venstre. Men det giver Venstre-ordføreren ikke meget for.

»Vi står jo fadder til regionerne, og dengang blev vi mødt med en meget stor modstand fra nogle af venstrefløjspartierne - ikke mindst fra Socialdemokraterne. Vi skulle for alt i verden bevare de daværende amter, og det ville være helt forfærdeligt, hvis vi oprettede regionerne. Nu er det så de samme partier, som skælder os ud for, at vi fordomsfrit vil kigge på, om strukturen i regionerne i dag eventuelt skal være anderledes,« siger Jacob Jensen, der peger på, at regionerne har leveret gode resultater »på udvalgte strækninger«:

»Produktiviteten er røget i vejret, i dele af landet er der blevet opereret flere, og derfor ser strukturen også ud til at virke i nogle af regionerne,« siger Jacob Jensen og understreger, at der ikke vil blive pillet ved de eksisterende strukturer inden for psykiatrien - ej heller ved de igangværende sygehusbyggerier.