Tid til borgerlig selvransagelse

Der er behov for et opgør med det lommepengesamfund, som den danske velfærdsstat har udviklet sig til at være, mener justitsminister Lars Barfoed (K).

»Vi er nødt til at se på det forhold, at så stor en andel af befolkningen får kontante tilskud eller overførselsindkomster samtidig med, at de betaler en høj skat. Vi skal målrette ressourcerne til dem, der har mest brug for det,« siger Lars Barfoed. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan næsten få den tanke, at justitsminister Lars Barfoed (K) trives i politisk modvind. Han er tidligere blevet kaldt »politisk tonedøv« af Venstres næstformand Kristian Jensen, fordi han insisterede på en dagpengereform. Og knap er en halvering af dagpengeperioden på plads, før den konservative topminister kaster sig ud i nye opgør.

»Nu får vi vedtaget dagpenge-reformen, så jeg kan ikke gå og sige det længere. Men vi er nødt til at se på det forhold, at så stor en andel af befolkningen får kontante tilskud eller overførselsindkomster samtidig med, at de betaler en høj skat. Vi skal målrette ressourcerne til dem, der har mest brug for det. Og så skal folk beholde mere til sig selv af det, de tjener,« siger Lars Barfoed.

Lommepengesamfund

Han har netop stået i spidsen for arbejdet med en ny konservativ vision for den offentlige sektor. Partiets fremtidige udspil skal tage udgangspunkt heri, og konklusionen er klar: Der er behov for et opgør med velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Barfoed vil målrette de offentlige ydelser til de svageste, have mere brugerbetaling og sænke skatten på arbejde.

»Jeg synes, at den socialdemokratiske velfærdssat har udviklet sig til, at det mest handler om at kræve sin ret, mens det med at gøre sin pligt fortoner sig. At gøre sin pligt betyder blandt andet, at du ikke kommer og beder fællesskabet om at understøtte dig, hvis du godt kan klare dig selv,« siger justitsministeren.

»Det er blevet et lommepengesamfund i stedet for et samfund, hvor vi prioriterer ressourcerne til de svageste,« siger Barfoed, der også ser kritisk tilbage på ni års borgerligt styre.

Selvransagelse

Det er VK-regeringen, der har haft ansvaret for velfærdsstaten i de seneste ni år. Hvorfor har I ladet pligt-delen fylde så lidt ?

»Det er jo sådan noget, der er sket skridt for skridt. Hvert enkelt tiltag har måske isoleret set været fornuftigt, men summen er blevet et samfund, hvor vi er så afhængige af offentlige ydelser, og hvor den offentlige sektor dominerer så meget, at samfundet næsten går i stå af det,« siger Barfoed og understreger, at udviklingen var i gang længe før, VK-regeringen kom til magten.

Men din konklusion må alligevel give anledning til en smule selvransagelse?

»Naturligvis giver det anledning til selvransagelse. Man kan da spørge, om vi skulle have tænkt over det her for nogle år siden og taget opgøret tidligere. Men det kan man jo sige, hver gang man kommer med nye politiske udspil og vil skabe forandringer,« siger justitsministeren.

Det er tydeligt, at Lars Barfoed vejrer morgenluft for sine ideer, selv om hverken Venstre eller oppositionen står i kø for at bakke op. Den økonomiske krise sender automatisk hele prioriteringsdiskussionen til tops på den politiske dagsorden, mener Barfoed.

»Der bliver stillet skarpt på tingene i en tid, hvor der er mangel på ressourcer. Den positive side af den økonomiske krise er, at vi bedre kan se, at vi har udviklet os til et samfund, hvor vi har mistet nogle af de grundlæggende værdier om, at vi har et ansvar over for hinanden og for at hjælpe de svageste. Så må de, der kan, klarer sig selv,« siger Barfoed.

Risikerer du ikke at miste opbakning til fællesskabet fra alle dem, der ikke får noget igen, hvis du målretter ydelserne til de svageste?

»Det kan jeg ikke vide. Jeg er konservativ og ikke liberalist. Jeg ønsker ikke et samfund, hvor vi allesammen bare klarer os selv, og fanden tager den sidste. Jeg ønsker stærke fællesskaber og en ansvarsfølelse hos folk om, at de skal gøre noget for de svageste. Og det må vi sikre med lovgivning.«